
Her kan du læse om nogle af de vigtige sager fra mødet den 25. juni 2025.
Godkendt regnskab
Byrådet har godkendt Skanderborg Kommunes årsregnskabet for 2024 efter, at kommunens eksterne revisor BDO har aflagt revisionsberetning. Regnskabet har fået en blank påtegning. Det vil sige, at årsregnskabet er retvisende, og at det er udarbejdet i fuld overensstemmelse med de gældende regler.
Nye og bedre faglokaler på Låsby Skole
Et arbejde med modernisering af faglokalerne på Låsby Skole blev sat i gang. Det betyder blandt andet bedre faciliteter til faglokalerne håndværk og design, natur og teknologi samt madkundskab og fysik. Børnene på Låsby Skole kan rykke ind i de nye faglokaler i slutningen af 2026.
Puljer til fællesskab og landsbyliv lægges sammen
Fællesskabspuljen og Landsbypuljen slås sammen til én pulje ved navn Fællesskabspuljen. En tredje pulje, nemlig Kulturpuljen, bevares. Målet med sammenlægningen er at forenkle administrationen af puljemidler og gøre det nemmere at søge støtte til lokale projekter i hele kommunen.
Plan for nye almene boliger blandt andet i Galten midtby og i Tebstrup
Byrådet har besluttet, hvilke almene boligprojekter der skal prioriteres i perioden 2026-2029. Det gælder blandt andet projekterne på Torvet i Galten med 20-25 boliger, samt 40 almene boliger i Tebstrup. Det blev også vedtaget at øge projektforslaget for almene boliger i Voerladegaard fra 20 til 25-30 boliger. Der er i alt cirka 4.100 almene boliger i Skanderborg Kommune.
CO₂-regnskabet viser fald i kommunens udledning
Skanderborg Kommunes seneste CO₂-regnskab for kommunen som virksomhed viser, at udledningen er faldet knap 73 % i forhold til udledningen i 2009. Udledningen i 2024 er 156 tons lavere end i 2023. Det er et fald på 4,2 %.
Byrådet beder udviklere om at fremsende projektansøgninger til to VE-anlæg
Dialogfaserne om nye solcelleanlæg ved Agerskov og en vindmølle ved Mesing er afsluttet. Byrådet valgte onsdag aften at følge indstillingen fra Økonomi- og Erhvervsudvalget og beder udviklerne af henholdsvis solcelleanlægget ved Agerskov i Hørning og vindmøllen ved Mesing om at fremsende egentlige ansøgninger om projekterne.
Ny lokalplan for erhvervsområde ved Vroldvej
Et forslag til ny lokalplan for et erhvervsområde i den sydlige ende af Vroldvej i Skanderborg blev sendt i offentlig høring. Planen skal skabe plads til et nyt hovedkvarter for virksomheden Normal. I stedet for den typiske kasseformede kontorbygning i beton vil virksomheden bygge en ”landsby” med mange mindre bygninger og grønne fællesarealer. Hovedkvarteret kan med tiden få op mod 2.200 medarbejdere.
Endeligt go’ til boligområde på Brunhøjvej i Ry
Byrådet godkendte lokalplan 1188, der muliggør opførelsen af 90-100 boliger i størrelser fra 60 til 100 kvadratmeter på Brunhøjvej i Ry. Byggeriet kan opføres i tre til fire etager med en maksimal højde på 16 meter.
Følg møderne på Byråds-TV www.skanderborg.dk/byraadstv eller læs dagsordenen på www.skanderborg.dk/dagsordener.
Der er ikke byrådsmøde i juli. Næste byrådsmøde afholdes onsdag den 21. august 2025.