Gudenåsti-projektet har gjort det muligt at gå på en 175 kilometer lang, sammenhængende vandrerute fra Gudenåens udspring i Vejle Kommune til Randers Fjord. Projektet har kostet 57 millioner kroner, hvoraf A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden hver har støttet med 15 millioner kroner.
En naturoplevelse i særklasse er nu klar til vandrere og andre naturelskere. De sidste tre år har de otte kommuner, som Gudenåen løber igennem, arbejdet sammen med Naturstyrelsen og med støtte fra A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden om at forbedre og forbinde de eksisterende stier langs åen og at etablere nye stier, hvor der ikke var nogen.
Det er Hedensted, Horsens, Skanderborg, Viborg, Vejle, Silkeborg, Randers og Favrskov kommuner samt Naturstyrelsen, der med støtte fra de to fonde har arbejdet sammen om projektet. Projektet har kostet 57 millioner kroner, hvoraf A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden har bidraget med i alt 30 millioner kroner. Hos Nordea-fonden hæfter uddelingschef Christine Paludan-Müller sig ved, at realiseringen af Gudenåstien er resultatet af mange aktørers fælles indsats.
- Der ligger en stor, beundringsværdig arbejdsindsats bag etableringen af Gudenåstien. Projektet er blevet løftet i fælles flok af Naturstyrelsen, de otte kommuner langs Gudenåen og en lang række lodsejere. Hos Nordea-fonden er vi stolte af at være med til at støtte op om indsatsen. Gudenåstien er nu åben og byder på en perlerække af store naturoplevelser – for både lokale brugere og besøgende udefra. Alle kan godt glæde sig til at komme ud i det fri, siger Christine Paludan-Müller.
Det har taget tre år at binde de i alt 175 kilometer vandresti sammen, og foruden arbejdet med stierne langs Gudenåen har projektet også handlet om at lave ensartet skiltning på stierne og formidle seværdigheder langs ruten samt etablering af støttefaciliteter. På hjemmesiden oplevgudenaa.dk kan man planlægge sin vandretur, se Gudenåstiens forskellige etaper og de smukkeste og mest tilgængelige ture. Man kan også finde podcasts om Gudenåens rige kulturhistorie og se, hvor der er fx toiletter og madpakkehuse langs ruten.
Gudenåen afvander et kæmpe areal på størrelse med Fyn, så når det regner meget, vil dele af Gudenåstien stadig blive oversvømmet. Det bidrager til åens foranderlige liv hen over året, hvilket er en stor oplevelse. Men det kan også udfordre farbarheden, og derfor er der nogle steder anvist alternative veje, som kan bruges, når vandet står højt. Der er opsat QR-koder langs stierne, og når man scanner dem med sin telefon, får man svar på, om stien er farbar på den næste strækning, eller om man skal gå den alternative vej. Derfor kan besøgende på stien nu tage på tur uden at bekymre sig om farbarheden.
Gudenåstien indvies lørdag den 28. marts 2026 med arrangementer i alle Gudenå-kommunerne – se her for mere info om arrangementet i Skanderborg Kommune