
Skolens faglokaler skal renoveres og nyindrettes, så de passer bedre til nutidens undervisning.
Låsby Skoles faglokaler skal renoveres og nyindrettes med fokus på funktionalitet, bæredygtighed og fremtidssikret undervisning.
Det besluttede de folkevalgte på byrådsmødet den 25. juni 2025.
I fløj A sker en omfattende ombygning af de nuværende lokaler til håndværk og design, som i dag er præget af slid og dårlige dagslysforhold.
De nye lokaler kommer til at rumme grov- og finværksteder, metalområde, malerum samt zoner til fordybelse og udstilling. En ny gangforbindelse skal binde lokalerne bedre sammen med resten af skolen.
Madkundskabs- og fysiklokalerne i samme fløj får nye lofter og energivenlig belysning, mens et eksisterende klasselokale i fløj B bygges om til et nyt natur/teknologi-lokale med moderne faciliteter og fast inventar.
Renoveringsprojektet lægger vægt på genbrug af eksisterende materialer for at mindske miljøbelastningen. Der er afsat 5,7 mio. kr. til projektet, heraf er 0,9 mio. kr. allerede bevilget til teknisk rådgivning og forundersøgelser.
Den forventede tidsplan for byggeriet er:
- 2. kvartal 2025: Projektering
- 4. kvartal 2025: Politisk godkendelse af projektforslag
- 2. kvartal 2026: Udbud til hovedentreprise
- 3. kvartal 2026: Forventet byggestart
Planen er, at byggeriet står klar til brug inden udgangen af 2026.
Se referatet fra byrådsmødet den 25. juni 2025 her (pkt. 95).