Der er stadig midler i Klimapuljen, og derfor åbner kommunen for en ekstra ansøgningsrunde. Flere grønne projekter har allerede fået støtte.
Tiny House byggekursus, klimavenligt naboskab og fælles kvashegn.
Det er alt sammen titlen på en række projekter, der netop har fået støtte fra Klimapuljen. Den seneste ansøgningsrunde fandt sted i marts i år.
Da der stadig er flere penge tilbage i puljen, har Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune besluttet at lave en ekstra ansøgningsrunde. Fristen for næste ansøgning er den 8. september 2026.
Klimapuljen støtter fælles aktiviteter og projekter, der kan sætte skub i den grønne omstilling og støtte op om kommunens klimapolitik ved at reducere CO2-udledningen og/eller ressourceforbruget.
Senest støttede projekter
Ved ansøgningsrunden i marts blev Fruering Kirkegård bevilget 25.000 kroner til etablering af et kvashegn, der skal føre til et livligt økosystem, hvor CO2 bindes. Om sommeren vil det fremstå som et blomstrende hegn omfavnet af slyngplanter.
I Gyvelparken, en almen boligafdeling i Galten, skal der skabes fælles dyrknings- og haveprojekter samt fælles madlavning og spisning – både for at sætte fokus på CO2 reduktion, ressourceforbrug og dyrkning af lokale madvarer, men også for at skabe fællesskab og sammenhold mellem beboerne. Projektet er blevet bevilget 58.000 kroner.
Landsforeningen Permakultur Danmark har fået bevilget 65.000 kroner til at invitere alle interesserede til et Tiny House byggekursus. Kurset skal klæde deltagerne på med viden om bæredygtigt byggeri, og om hvordan man reducerer det individuelle ressourceforbrug samt CO2-aftryk.
- Vi ved, at der er mange gode ideer derude, så vi glæder os til at se endnu en runde ansøgninger. Og vi vil gerne minde folk om, at alle grupper kan søge, hvad enten det er foreninger, virksomheder, vejlaug, ungdomsklubber eller andre, siger Claus Leick, som er formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune.
Har du en idé til et projekt forankret i din organisation, forening, virksomhed eller borgergruppe? Så læs mere og ansøg Klimapuljen her på kommunens hjemmeside.