En lang række initiativer for at passe på klimaet og naturen sikrer den grønne ildsjæl Henrik Borgtoft klimapris i Skanderborg Kommune.
Det var en glad Henrik Borgtoft, der blev kåret som vinder af Skanderborg Kommunes klimapris, Grøn Skanderborg Prisen.
Det skete ved afstemning blandt tre nominerede til Lys Nat i Skanderborg fredag den 29. maj og en afstemning på kommunens hjemmeside i ugerne op til prisuddelingen.
Henrik Borgtoft er borger i Adslev, og vinder prisen for sit arbejde med at reducere CO2, genanvende ressourcer og passe på naturen lokalt.
Til stort bifald fik han overrakt prisen af næstformand for kommunens Klima-, Miljø- og Planudvalg og medlem af Det Grønne Panel Torben Wallner. Med prisen følger en unik vandrepokal fremstillet af genbrugsmaterialer fra Værdicentralen i Skanderborg.
- Jeg havde faktisk ikke regnet med at vinde. Jeg var oppe mod to andre meget gode nominerede, siger en ydmyg Henrik Borgtoft og fortsætter:
- Jeg synes, at prisen tilfalder Adslev som landsby, for den grønne omstilling drives frem af fællesskabet. Jeg føler, at jeg står her for Adslev.
Adslev er en aktiv landsby med et tæt lokalsamfund. Landsbyen har både en aktiv beboerforening og et aktivt menighedsråd. Seneste grønne tiltag har været skovplantning, hvilket der er mere på vej af.
Meget at fejre
Adslev har netop også vundet titlen som Årets Landsby i Skanderborg Kommune. En pris, som bliver overrakt den 1. juni til et fællesspisningsarrangement i landsbyen.
Men først skal overrækkelsen af Grøn Skanderborg Prisen fejres.
- Jeg havde egentlig et arrangement med nogle fra landsbyen i Aarhus i aften. Det måtte jeg udeblive fra, men min søn er kommet fra København, så nu går jeg ud og spiser med ham i stedet, fortæller Henrik Borgtoft.
De andre nominerede til Grøn Skanderborg Prisen var Værdicentralen og Erling Weber Jensen fra Skanderborg Andelsboligforening. Alle tre meget stærke kandidater, der gør et vigtigt stykke arbejde for den grønne omstilling.
Det er fjerde gang, at Skanderborg Kommune uddeler Grøn Skanderborg Prisen. Prisen gives til en enkeltperson, forening eller virksomhed, der har gjort noget særligt for at nedbringe CO2 og ressourceforbrug på en måde, som kan inspirere andre. Prisen blev uddelt første gang i 2022, hvor Jeksen Grønthandel vandt.
Byrådsmedlem Torben Wallner overrækker Grøn Skanderborg Prisen til dette års vinder, Henrik Borgtoft, ved Lys Nat i Skanderborg. Foto: Skanderborg Kommune
Her ses de tre nominerede til Grøn Skanderborg Prisen 2026. Fra venstre ses Charlotte Bartels fra Værdicentralen, vinder Henrik Borgtoft i midten og længst til højre står Erling Weber Jensen fra Skanderborg Andelsboligforening. Foto: Skanderborg Kommune