Skanderborg Kommune sender nu et forslag til en ny lokalplan i offentlig høring. Lokalplanen skal skabe rammerne for et nyt boligområde på de tidligere boldbaner ved Almuevej i Vrold. Samtidig skal der skabes et grønt mødested for bydelen.
Den nye lokalplan tager næste skridt til at omdanne området ved det gamle klubhus på Almuevej 1 i Vrold til boligområde.
Planen skal gøre det muligt at opføre 54 nye boliger, hvoraf 46 er rækkehuse og de resterende otte kan blive til enten lejlighedsbygninger i 1-2 etager eller til rækkehuse.
Derudover planlægges et nyt fælleshus, hvor klubhuset i dag ligger. Det nye Fælleshus er primært til det nye boligområde, men tænkes også brugt af grundejerforeningerne i området. Rundt om fælleshuset er der mulighed for fællesområder, herunder legeplads og opholdsareal, som vil være offentlige tilgængelige.
Planen lægger vægt på at skabe plads til grønne fællesområder, stier og at den eksisterende beplantning bevares.
Der skal arbejdes med løsninger for regnvandshåndtering og etableres et støjhegn mod Vrold Tværvej.
Forslaget sendes nu i offentlig høring i seks uger. Her har borgerne mulighed for at komme med bemærkninger eller forslag til ændringer, inden lokalplanen endeligt vedtages.

Sådan kan boligvejen komme til at se ud. Illustration: Bengtsen Arkitekter