Forslag til den kommende Søbro fra Lille Nyhavn til Kulturhuset er blevet justeret. Økonomi- og Erhvervsudvalget sagde onsdag ja til at flytte broen længere ud i søen end først planlagt.
Søbroen mellem Bybadet og Lille Nyhavn har længe været på tegnebrættet. Selv med den seneste beslutning, vil det fortsat tage nogle år, før det er muligt at gå direkte fra Bybadet til Lille Nyhavn til lyden af bølgeskvulp og med flot udsyn over Skanderborg Sø.
På borgermødet i december 2024 blev projektet præsenteret første gang, og her så idéen om at flytte stiforløbet længere ud i søen dagens lys. Allerede på mødet og siden i flere tilbagemeldinger fra borgere er idéen om at flytte broen længere ud i vandet kommet til.
Nu har projektets rådgiver, Spektrum Arkitekter, arbejdet på et nyt forslag til broens placering og forløb i Skanderborg Sø. Det oprindelig forslag følger søbredden tættere, mens det nye forslag placerer broen længere ude på vandet og giver mulighed for en større opholdstrappe ved Lille Nyhavn.
Næste skridt bliver at arbejde med plangrundlaget i form af et tillæg til kommune- og lokalplanen. Når det ligger klart får borgerne mulighed for at blive hørt igen. I den forbindelse vil der blive holdt endnu et borgermøde, hvor interesserede kan se de opdaterede planer og stille spørgsmål.
Endelig finansiering mangler fortsat
Selv når plangrundlaget er endelig på plads vil der være et par vigtige skridt på vejen, før broen bliver til virkelighed. Først og fremmest er der ikke taget endelig stilling til finansieringen af projektet. Med de nye ændringer lyder projektets foreløbige anlægsoverslag på ca. 20,5 mio. kr. Det er 1,5 mio. kr. mere end den første forslag.
Skanderborg Kommune kommer til at arbejde på løsninger, som både kan omfatte kommunale midler, bidrag fra lokale lodsejere og støtte fra fonde – som det eksempelvis er sket ved Bybadet og flere andre projekter i kommunen.
Søbroen forventes at blive et vigtigt element i den kommende områdefornyelse af Adelgade Nord, som der er afsat 10 mio. kr. til i budgettet for 2028. Broen skal være med til at løfte området omkring Skanderborg Sø ved at skabe nye opholds- og bevægelsesmuligheder.
Idéen om en Søbro så første gang dagens lys i 2015 i 'Heslig smuk – Politik for Skanderborg Midtby', som skitserer visionen for at gøre Skanderborg Midt mere levende og sammenhængende til gavn for byens borgere.