Skanderborg Kommune har gennem strategiske jordopkøb det seneste halve år arbejdet med at realisere et attraktivt erhvervsområde syd for Galten-Skovby. Den første virksomhed har meldt sin interesse, så Byrådet godkendte onsdag aften, at Højbjerg Maskinfabrik (HMF Group) får forkøbsret, når første etape af området efter planen bliver udbudt til salg i 2028.
Skanderborg Kommune oplever en betydelig interesse for erhvervsgrunde, ikke mindst i Galten-Skovby tæt på motorvejen mellem Aarhus og Silkeborg/Herning. Det seneste års tid har der ikke været ledige kommunale erhvervsgrunde til salg i området. Derfor har kommunen sat gang i udviklingen af et nyt og attraktivt erhvervsområde syd for Galten-Skovby.
Området har været udlagt til erhvervsformål siden Kommuneplan 2016, og gennem det seneste halve år har kommunen opkøbt tre ejendomme, så man nu råder over areal til realisering af den første etape. Købet af den sidste ejendom blev også endelig godkendt på Byrådsmødet onsdag aften.
Med Byrådets beslutning får HMF Group i første omgang forkøbsret til en fremtidig grund i området, når de første erhvervsgrunde forventeligt udbydes i 2028. Inden da skal der laves lokalplan og området skal byggemodnes. Første etape, som igangsættes nu, er på i alt ca. 30 ha, hvilket svarer til ca. 40 fodboldbaner.
- Vi arbejder benhårdt for at være en attraktiv kommune at drive virksomhed i. Derfor glæder det mig også, at HMF nu er klar til at tage skridtet og etablere sig i Skanderborg Kommune. Det bliver et vigtigt første skridt i udviklingen af Skovby Erhvervspark. Samtidig er det en stærk tilkendegivelse af, at virksomheder med vækstambitioner ser et stort potentiale i Galten-Skovby og i den attraktive placering tæt på den østjyske motorvej, siger borgmester Frands Fischer.
HMF Group har tidligere arbejdet på at etablere sig i Skanderborg Kommune. I forbindelse med branden af virksomhedens produktionsfaciliteter i Galten i 2021, blev der undersøgt forskellige muligheder, men planerne blev dengang skrinlagt, som følge af usikkerhed omkring projektets økonomi og de fremtidige anvendelsesmuligheder for virksomhedens arealer i Højbjerg.
Efter salget af virksomhedens oprindelige domicil i Højbjerg og en grundig vurdering af de fremtidige behov, arbejder HMF Group nu videre med muligheder for at etablere sig i Galten-Skovby. Her har virksomheden siden genopbygget sine eksisterende faciliteter på Frichsvej i Galten.
For HMF Group handler arbejdet med den fremtidige placering blandt andet om at skabe moderne faciliteter for virksomhedens fortsatte udvikling, optimere produktionsforhold, styrke infrastrukturen og at skabe gode rammer for medarbejderne mange år frem.
- Vi har gode relationer til Skanderborg Kommune, som vi har været i dialog med tidligere, og vi ser et stort potentiale i den nye placering i Galten-Skovby. Det er en placering, der på mange måder matcher vores langsigtede behov og giver interessante muligheder for at etablere et tidssvarende domicil med plads til fremtidig vækst samtidig med, at vi kommer tættere på nogle af de aktiviteter, vi allerede har i området, siger Mikkel Winther Andersen, adm. direktør i HMF.
HMF blev etableret i 1945 og er i dag en global producent og eksportør af højteknologiske lastbilkraner til 40 lande. Virksomheden beskæftiger omkring 500 medarbejdere. De aktiviteter som virksomheden allerede har i Galten forventes at blive på den nuværende adresse.