Rensningen af spildevandet på Ry renseanlæg er igen tilbage til normalen efter et ukendt stof i spildevandet har svækket den biologiske renseproces i knap to uger. Fagfolk på Skanderborg Forsyning arbejder videre med at opspore kilden til forureningen.
Ry renseanlæg har de sidste to uger udledt spildevand med forhøjet indhold af især kvælstof, men nu er værdierne tilbage på normalt niveau.
- Siden weekenden har vi set en langsom forbedring i vores rensning, og torsdag kunne vi med sikkerhed sige, at vi er tilbage til normal drift. Biologien er oppe at køre igen, og vores niveauer for kvælstof og fosfor ligger igen nede på deres normale niveauer, siger Kurt Poulsen, afdelingsleder for Drift Spildevand.
Normalt ligger udledningen fra Ry renseanlæg et godt stykke under de tilladte niveauer.
Forsyningen kunne torsdag den 12. februar konstatere, at der kom noget ind med spildevandet til Ry renseanlæg, som gav bakterierne i processen svært ved at fjerne især kvælstoffet i spildevandet.
- Man kunne ikke se med det blotte øje, at der var noget galt med rensningen. Det rensede spildevand, der blev ledt ud til Birksø, var helt klart, som det skal være. Kun kurverne på vores overvågningssystemer afslørede, at noget ikke var, som det skulle være, siger Kurt Poulsen.
De forhøjede kvælstofniveauer har en negativ påvirkning af den biologiske tilstand i Birksø. Stofferne er dog ikke umiddelbart toksiske for hverken søen eller dens dyreliv. Der er også lav risiko for opblomstring af alger, fordi vandet i søerne er meget koldt, hvilket betyder at nedbrydningsprocesserne er langsommere.
Fortsat arbejde med kildesporing
Arbejdet med at spore kilden til driftsforstyrrelsen er stadig i gang.
- Vi har taget en lang række prøver i oplandet til Ry renseanlæg og har sammen med Skanderborg Kommune været i kontakt med mere end 40 lokale virksomheder, da noget tydede på, at forureningen kom fra produktion, men vi har endnu ikke været i stand til at identificere kilden og heller ikke, hvilket stof der var tale om, siger Kurt Poulsen.
Skanderborg Forsyning er i tæt dialog med Skanderborg Kommune, Miljøstyrelsen og flere andre under hele forløbet.