Vinderen af udbuddet af 60 plejeboliger og et fællesskabshus for hele lokalområdet er nu fundet. Byggeriet er på godt 7.300 m2 og etableres i hjertet af Galten.
Det nye og imødesete plejehjem i Galten er nu rykket et skridt nærmere.
Byrådet har besluttet, hvem der skal stå for det store byggeri, og dermed kan projekteringen gå i gang.
Det vindende bud på totalentreprisen kommer fra et team bestående af EMR Murer og Entreprenører A/S, P+P Arkitekter A/S, AFRY ApS og Terra Nova Landskabsarkitekter ApS.
Bedømmelsesudvalget skriver blandt andet i indstillingen til Byrådet:
- Projektet forener stærke fællesskaber med respekt for den enkelte beboers behov for tryghed og privatliv, samtidig med at det skaber attraktive rammer for samvær, aktivitet og kontakt til lokalsamfundet. Derudover tilbyder projektet fleksible og fremtidssikrede løsninger, tidssvarende faciliteter samt hjemlige inde- og udearealer, der understøtter trivsel for både beboere, pårørende og medarbejdere.
Det gode hverdagsliv
Det nye plejehjem i Galten omfatter 60 plejeboliger og et fællesskabshus, som skal indeholde en samlingssal, møde- og foreningslokaler, café, produktionskøkken, sundhedsklinik samt aktivitet og træning.
Fællesskabshuset bliver tilgængeligt for både plejehjemmets beboere og borgere og foreninger i byen.
- Det vindende projekt har forstået at skabe de bedst mulige rammer for et godt hverdagsliv for beboerne. Her er der tænkt i nærhed, tryghed og fællesskab, samtidig med at fællesskabshuset bliver et naturligt mødested for hele Galten. Det er en løsning, som vi forventer vil give et godt liv på plejehjemmet og styrke kontakten til byens liv og aktiviteter, siger Jens Szabo, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget og medlem af bedømmelsesudvalget for det nye plejecenter.
Hver boenhed kommer til at bestå af to boligafsnit med hver ca. 15 stk. plejeboliger og et køkken, der vil lave maden til de ca. 30 beboere.
- Indretningen af de enkelte boligafsnit er med til at skabe en hverdag, der minder mest muligt om det liv, beboerne kender hjemmefra. Når madlavningen i højere grad rykkes tæt på beboerne, giver det mulighed for både medinddragelse, sanseoplevelser og sociale fællesskaber omkring måltiderne, siger Morten Ilsøe, chef for Sundhed, Omsorg og Handicap i Skanderborg Kommune.
Arkitektur og funktionalitet
Efter planen bliver det nye plejehjem og fællesskabshus på ca. 7.300 m2 hvoraf knap 4.500 m2 er boligareal. Den samlede anskaffelsespris ventes at blive omkring 236 mio. kr.
Byggeriet bliver etableret centralt i Galten, hvor plejehjemmene Bøgehaven og Tjørnehaven er beliggende i dag (Søndergade/Tjørnegade). I forbindelse med byggeriet bliver det nødvendigt at nedrive de to gamle plejehjem.
Det store byggeprojekt har været i udbud med forudgående prækvalifikation og i omvendt licitation. Det betyder, at prisen er fast, men til gengæld konkurrerer byderne om at levere den bedste løsning og den bedste kvalitet inden for prisrammen.
Et bedømmelsesudvalg bestående af både byrådsmedlemmer, fagfolk og repræsentanter fra medarbejdere og brugere har vurderet de tre projektforslag ud fra en række kriterier med forskellig vægtning bl.a. Arkitektur og funktionalitet (40 %) og Materialer og teknisk kvalitet samt bæredygtighed (30 %).
Første spadestik til det nye plejehjem og fællesskabshus i Galten forventes i februar 2027, og indvielsen ventes at ske i august/september 2030.
Skanderborg Kommune har til hensigt at indgå kontrakt med EMR Murer og Entreprenører A/S m. P+P Arkitekter A/S, AFRY ApS og Terra Nova Landskabsarkitekter ApS efter standstill-perioden. Dette kan tidligst ske den 15. september i henhold til udbudsreglerne.
Sådan kan gårdrummet komme til at se ud. Illustration: P+P Arkitekter

Fællesskabshuset bliver tilgængeligt for såvel plejehjemmets beboere som borgere og foreninger i byen. Illustration: P+P Arkitekter.