
Det går den rigtige vej for kommunens eget CO2-regnskab – men målet er ikke nået endnu.
Skanderborg Kommune har som virksomhed i 2024 udledt 3.550 tons CO2 – et fald på 156 tons sammenlignet med året før. Det svarer til en reduktion på 4,2 procent fra 2023, og hele 73 procent i forhold til 2009, hvor kommunen begyndte beregningerne. Bag tallene gemmer sig dog både fremgang og nye udfordringer.
Et af Skanderborg Kommunes mål for kommunen som virksomhed er at være CO2 neutral i 2025. Det bliver svært at nå de sidste 27 procent inden året er omme. Alligevel er Claus Leick formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget tilfreds med indsatsen.
- Reduktion af CO2 er ikke en sprint, men et langt sejt træk. Vi er på rette vej, og jeg glæder mig over endnu et skridt mod vores mål. Selvom vi ikke når at være CO2-neutrale i år, er jeg faktisk tilfreds med resultatet. Vi havde ikke nået de 73 procent uden den ihærdighed, hele organisationen har udvist. Men regnskabet viser også, at vi stadig har en stor opgave foran os. Det kræver et fortsat skarpt fokus på både grøn varme, elforbrug og transport, hvis vi skal nå vores ambitioner, siger Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget.
Flere varmepumper, grøn el og bedre vejbelysning
En af de ting som tæller positivt i regnskabet er, at Knudsøskolen har udskiftet oliefyret med varmepumper. Det bidrager til et fald i udledningen fra olie. Også CO2-udledningen fra vejbelysning er reduceret med 23 tons takket være nye energieffektive lyskilder og endnu bedre styring.
Omvendt er udledningen fra transport steget. Kommunens egne biler har brugt 12 procent mere brændstof end året før, og kørsel i private biler i arbejdstiden er steget med 99.000 km – svarende til 8 procent. Det skyldes blandt andet omstruktureringer i specialområdet for børn og unge og mere kørsel i ældreplejen og ejendomscentret.
Selvom elforbruget i kommunens bygninger er steget, er CO₂-udledningen faldet. Det skyldes, at elproduktionen i Danmark bliver stadig grønnere. El fra sol og vind fylder mere – og i 2030 forventes den danske el at være næsten CO2-neutral. Det nationale mål bidrager Skanderborg Kommune til med kommunens ambitiøse VE-satsning.
Skovrejsning hjælper langsomt
Siden 2009 har kommunen plantet fire hektar ny skov. Skovene bidrager til at optage CO₂. Der er planlagt at rejse yderligere 20 hektar skov i 2026, som en udvidelse af Anebjerg skoven, der fortsætter grundvandsbeskyttelsen og samtidig bliver rekreativ skov nær Virring.
De næste skridt indebærer blandt andet flere varmepumper, flere elbiler og udrulning af ladestandere – 43 nye kommer til i 2025. Også udskiftning af naturgas og oliefyr med grønne varmekilder er højt prioriteret.
Du kan desuden læse Skanderborg Kommunes Klimaplan her.