DMI varsler kraftigt snefald eller risiko for kraftigt snefald i store dele af landet – heriblandt i Sydøstjyllands politikreds, som Skanderborg Kommune er en del af. Skanderborg Kommunes sneberedskab er aktiveret og i fuld gang med at salte og rydde for sne.
Opdatering fredag morgen
Kørsel til genoptræning på lokalcentre og lægekørsel er aflyst.
Al skolebuskørslen er indstillet fredag. Alle institutioner holder åbent, og tilpasser sig situationen.
Alt disponibelt mandskab blev kaldt ind i går, og har været igang med at rydde veje natten igennem. Vi kører på klasse 1 og 2 vejene først og fremmest, og plejehjem, skoler og institutioner.
Trafikken glider generelt i kommunen, og der er ikke faldet så store snemængder igen, men på grund af den kraftige blæst er der udfordringer med fygning ude i de åbne strækninger.
Opdatering torsdag eftermiddag
Varslet gælder både torsdag og fredag, hvor der kan falde store mængder sne.
Vejret kan få betydning for trafikken de kommende dage. Sydøstjyllands Politi opfordrer derfor til, at du følger vejrudsigten og tjekker status på vejene på trafikinfo.dk, inden du sætter dig i din bil.
Hold også gerne øje med opdateringer fra politiet på politiupdate.dk.
Husk også de gængse anbefalinger, hvis du skal ud og køre bil:
- Kør hjemmefra i god tid
- Hold ekstra afstand til den forankørende
- Tilpas din hastighed efter forholdene
- Husk egnede dæk
- Vis hensyn til rednings- og servicekøretøjer, så de kan komme frem
- Husk at medbringe overtøj samt telefon, isskraber, refleksveste, sneskovl, tæppe, mad og drikke og evt. medicin.
Her kan du læse, hvordan snerydningen foregår i Skanderborg Kommune.