Søhøjlandets Skole og Børnehus er netop indviet – men båndet er også klippet over til nyt fælles hus for hele byen.
Det er 140 år siden Rys første skole, den nuværende Mølleskolen, åbnede dørene til skolegården.
I dag kunne man fornemme, at det ikke er hverdagskost, når en helt ny skole indvies. Håndtryk og skulderklap mellem de mange byggefolk, politikere, projektledere og medarbejdere var ekstra dybe, lange og fulgte med store smil og blanke øjne.
Fra de politiske beslutninger til de første streger, tanker og hensyn til de mange kommende brugere, medarbejdere og frivillige er der rigtig mange processer og mindre milepæle.
Men i dag, et år og ti måneder efter første spadestik, blev Søhøjlandets Skole og Børnehus, afdeling Siim skov indviet.
- Sådan en dag som i dag, er en af de bedste dage at være borgmester i. Jeg var forbi skolen forleden dag og blev så glad for at se al den glæde og liv, både børn og voksne skaber her, sagde borgmester Frands Fischer, inden han klippede snoren i selskab med Klaus Jeppesen, center– og caféleder ved Ry Hallerne.
Netop det fælles snoreklip symboliserede, hvordan den nye skole og daginstitution er tænkt sammen med Ry Hallerne, så alle får glæde af hinanden.
Unikt fællesskab
”Den Grønne Passage”, der er en overdækket gang fra daginstitutionen og skolen hen til hallen, gør det muligt at komme tørskoet frem og tilbage mellem de to lokationer. Samtidig er passagen tiltænkt som rum for byens borgere, hvor der kan afholdes markeder og andre begivenheder, hvor det er praktisk med ly og læ. Desuden kan skolens mange faglokaler også benyttes af byens foreningsliv uden for skoletiden.
- Det er helt unikt, at vi nu har fået skabt en ny skole og daginstitution i Ry, endda med stor sammenhæng med Ry Hallerne. De kloge kvadratmeter skaber en masse nye muligheder for hele Ry, når alle kan få glæde af byens nye lokaler. Stort tillykke til børn, medarbejdere og ja, tillykke til hele Ry, sagde formand for Børne-, Unge- og Familieudvalget, Trine Frengler.

Formand for Børne-, Unge- og Familieudvalget, Trine Frengler har som en del af bygherreledelsen afholdt mange møder iført hjelm og sikkerhedssko. Hun fik alle børn til at råbe "Tak for hjælpen" til de mange håndværkere og byggefolk, som har skabt den nye skole. Foto: Inge Lynggaard Hansen.
Fremtidens begyndelse
Siden skolestart den 11. august har elever, lærere og pædagoger og småbørn haft deres daglige gang i de helt nye bygninger. Børn fra vuggestue, børnehave og hele indskolingen var med, da der blev flaget, sunget sange og klippet snor, hvorefter de med forfriskninger også kunne mærke, at det i dag var en særlig dag. Imens de små gumlede godter, blev der tid til flere taler, blandt andet fra en meget stolt leder af Søhøjlandets Skole og Børnehus. Hun tog sig blandt andet tid til at takke de mange mennesker, der har skabt og bygget al det nye.
Leder af Søhøjlandets Skole og Børnehus, Rikke Wenneberg. Foto: Inge Lynggaard Hansen.
- Vi er meget taknemmelige for det store og grundige arbejde, I har lavet. Nu er det vores opgave at fylde det med liv. Med læring, relationer, fællesskab, grin, nysgerrighed, drømme og med håb. For når vi lykkes med det, så har vi ikke blot skabt en skole og et børnehus. Så har vi skabt et sted, hvor fremtiden får lov til at begynde, sagde skoleleder Rikke Wenneberg.
Siden 1. august 2026 er Knudsøordningen/Knudsøskolen med det nye byggeri blevet til Søhøjlandets Skole og Børnehus med to afdelinger nemlig afdeling Siim skov og afdeling Knudsø. Derfor er der ikke noget, der hedder Knudsøskolen længere.
Den nye skole, altså afdeling Siim skov på Skanderborgvej 83, er bygget i fleksible rammer til tre spor fra 0. til 6. klassetrin. Den får plads til 450-500 elever og 50 medarbejdere.
Daginstitutionen kan huse omkring 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn samt 35-40 medarbejdere.

Dronefoto fra den 24. august 2026: Jørgen Aabo
Fakta
- Bruttoareal 7.700 m2.
- Budget ca. 225 mio. kr.
- Bygherrerådgiver: Niras og rum
- Totalentreprise: Nordstern
- Arkitekt: C.F. Møller Architects
- Landskabsarkitekt: C.F. Møller Architects
- Ingeniør: AFRY