
Ved årets Smukfest blev regnvand genbrugt til toiletskyl.
Et nyt bæredygtigt projekt med regnvandskassetter blev for første gang afprøvet på årets Smukfest 2025.
- Vi kigger ind i en fremtid, hvor vildt vejr, skybrud og oversvømmelse er noget, vi skal forholde os til – også som festival. Vi har brug for at tænke innovativt og meget gerne bæredygtigt i forhold til at sikre forholdene omkring fremtidens festivaler”, siger Smukfests bæredygtighedskoordinator Cathrine Christensen.
Derfor er sidste vinter blandt andet blevet brugt på at finde ud af, hvordan regnvandet fremover kan håndteres, så gæsterne sikres tørre sko på koncertpladsen, samtidig med at minimum 440.000 liter regn fremover kan anvendes til toiletskyl og vanding af skovens træer hvert år.
Sherwood scenen blev tørlagt
Der var vådt på årets Smukfest, men udelukkende i gæsternes glas, når de skulle forsyne sig med drikkevarer. Trods byger forblev området foran Sherwood scenen relativt tørt, hvor der før har hersket vand og mudder i forbindelse med regn.
Det skyldes, at Smukfest har installeret regnvandskassetter under jorden mellem træerne. De dræner skovbunden, selv når regnen falder i store mængder af gangen.
- Vi har allerede dræn flere andre steder i Bøgeskoven, hvor vandet ledes væk. Det innovative i årets vandopsamlings-projekt er, at vi opsamler vandet og genbruger det. Det regnede en del i ugerne op til festivalen. Dræningen gik planmæssigt, og kassetterne blev fyldt et par gange. Vi havde i forsøget kun koblet de toiletter, der lå nærmest kassetterne til, men de skyllede til gengæld udelukkende med regnvandet, fortæller Cathrine Christensen.
Nedgravning af de underjordiske regnvandskassetter betyder, at der skal falde mere 70 mm – eller hvad der svarer til mere end én måneds regn – inden for kort tid, før pladsen er i fare for at oversvømme.
Regnvand til træerne mellem festerne
Siden midten af 90’erne har Smukfest årligt plantet omkring 30 mellemstore og store træer i Dyrehaven, for at sikre en løbende foryngelse af den snart 500 år gamle bøgeskov. Med den nye regnvandsopsamling forventes det, at der hen over hele året vil kunne opsamles og anvendes op til 600.000 – 750.000 liter vand, som potentielt set kan anvendes til vanding af nyplantede træer i skoven.
Projektet i Sherwood er et pilotprojekt, som Smukfest på sigt kan udbrede til flere andre områder på festivalpladsen.
- Her i efteråret skal vi blive klogere på, om det giver mening med dræn og vandopsamling flere andre steder i skoven frem mod 2026. Vi kommer blandt andet til at arbejde videre med at filtrere regnvandet, og sikre et pumpesystem, der gør det nemt at bruge vandet til vanding hele året rundt og til toiletter, der er placeret længere væk fra de underjordiske kassetter, siger Cathrine Christensen.
Fakta:
- Regnvandskassetterne er produceret af 100 % genanvendt plast. De er fri for PFAS og andre bekymrende indholdsstoffer. De har en forventet levetid på +70 år.
- Kassetterne dækker i 2025 et areal på 30 m2 foran Sherwood scenen og 56 m2 bag scenen.
- Når kassetterne er helt fyldt, kan de rumme 112 m3 vand. En del af vandet nedsiver i området, mens 88 m3 opmagasineres, så det kan anvendes til forskellige formål.
- Når kassetter er fyldte, kan regnvandet række til mere end 250.000 toiletskyl.
- Smukfest brugte samlet set 21.748 m3 liter vand i 2024 – både til afvikling og til vanding i skoven.