Klimakroner får børn til at plante en ny lund ved præstegården
Først kom alle skolens 250 elever samme med lærere og pædagoger.
Så kom familier, spejderne, boldklubben, medarbejderne, korene, hestepigerne, trampessti-lauget, mændenes morgenbord, strikkecaféen, menighedsrådet og andet godtfolk, der talte omkring 100 mennesker.
Sidst satte vuggestue, børnehave og dagplejere spaden i jorden - omkring 80 børn og 20 voksne.
Flere hundrede borgere har i fællesskab ageret gartnere i løbet af november og plantet op mod 2000 nye træer, som skal vokse sig til en mindre skov ved Storring præstegård.
Den nye del af Klimapuljen, hvor der kan søges 10.000 kroner til en klima-aktivitet, der fremmer dialog og fællesskab omkring klimakrisen, har bidraget til de mange nye træer, som Storring Menighedsråd søgte pengene til.
- Vi planter ny skov til glæde for de opvoksende generationer med lys og håb som afsæt - og i bevidsthed om, at klimakrisen fordrer en fælles indsats. Kirken har et markareal ved præstegården og Storring Børnehus, hvor vi har ønsket et projekt, som sognet går sammen om, så vi ikke bare får en maskinplantet skov, men også får alle generationer ud med spaden, siger Flemming Staub fra Storring-Stjær Menighedsråd.
Foruden træer er pengene også gået til en skovkonsulent, som har hjulpet de mange ”gartnere” med at plante træerne.
Den nye skov med 2000 træer optager cirka 130 tons CO2 i skovens levetid.
Vil du også søge op til 10.000 kroner til en klima-aktivitet?
Så klik her
Fakta: Fællesskaber hjælper klimaet
Grønne handlinger i fællesskab giver både livsglæde og motivation til at gøre endnu mere på klimaområdet.
Et nyt studie har netop vist, at danskere, der er engageret i et grønt fællesskab både har højere livstilfredshed og har et CO2 aftryk, der er 24-44% lavere, end en gennemsnitsdansker, der ikke deltager i et sådan fællesskab.
Kilde: SAMSKAB, Københavns Universitet