Få et kort overblik over nogle af de vigtige beslutninger fra byrådsmødet den 24. marts 2026.
Mindre forbrug på anlægsprojekter
Byrådet godkendte anlægsregnskaberne for en række større anlægsprojekter over 2 mio. kr. afsluttet i 2025. Det drejer sig om i alt 14 anlægsprojekter blandt andet daginstitutioner, veje og opkøb af ejendomme. Samlet set giver regnskaberne et overblik over forbrug og eventuelle mindre afvigelser for hver enkelt projekter. Der er samlet set brugt knap 0,4 mio. kr. mindre end budgetteret. Pengene er lagt tilbage i kommunekassen.
Nye kriterier for vedvarende energiprojekter (VE-anlæg)
Byrådet sagde ja til nye kriterier for opførelse af sol- og vindprojekter i kommunen. De nye kriterier erstatter de tidligere retningslinjer. Med kriterierne lægges der blandt andet op til, at projekter med solid lokal forankring, som fx inddragelse af lokalområdet eller lokalt ejerskab prioriteres. Projektforslag skal som minimum bestå af tre vindmøller eller solcelleanlæg på minimum 100 ha. Eller en kombination. Det er også et krav, at ansøgerne har de nødvendige forhåndsaftaler med lodsejere inden projektforslagene sendes ind.
Samarbejde med regionen om forebyggelse fortsætter
En ny samarbejdsaftale med Region Midtjylland om patientrettet forebyggelse blev godkendt
Aftalen indebærer, at Skanderborg Kommune fortsat varetager driften af opgaven på vegne af regionen, selvom myndigheds- og finansieringsansvaret overgår til regionerne som led i sundhedsreformen. Med aftalen understøttes et sammenhængene sundhedstilbud til kommunens borgere. Den gælder fra 1. januar 2027.
Kommunen går videre med fælles IT-løsning
Byrådet besluttede at arbejde videre med planer om en fælles IT-serviceorganisation med andre kommuner i Midtjylland. Formålet er at styrke drift, sikkerhed og samarbejde på IT-området – samt at understøtte muligheden for at rekruttere og fastholde it-specialister. Byrådet skal i efteråret træffe endelig beslutning om deltagelsen den nye IT-serviceorganisation.
Nye seniorboliger i Hørning tager form
Byrådet behandlede næste skridt i byggeriet af 35 almene seniorboliger på Vestervej i Hørning. De 35 boliger består af 10 2-rums boliger på 64 kvm og 25 3-rums boliger på 115 kvm. Her til kommer et fælleshus på 237 m2, ”Det gule hus”, som bevares fra den tidligere bebyggelse. Projektet justeres, så altanerne på den del af byggeriet der er i 2½ plan ændres fra inde-liggende altaner til udvendige altaner. Den gennemsnitlige husleje bliver på 1.527 kr. pr. m2 pr år.
Følg møderne på Byråds-TV www.skanderborg.dk/byraadstv eller læs dagsordenen på www.skanderborg.dk/dagsordener.
Næste Byrådsmøde er onsdag den 29. april 2026.