Frem til oktober 2026 kan alle virksomheder i Skanderborg Kommune gratis få beregnet solcellepotentialet på erhvervstagene.
Kommunen har, som en del af arbejdet med den grønne omstilling, indgået et samarbejde med SolarSim ApS. Det betyder, at virksomheder i hele kommunen gratis kan benytte sig af SolarSims værktøj til at beregne solcellepotentialet på taget af virksomheden.
Det digitale værktøj er uvildigt og giver blandt andet en vurdering af optimal anlægsstørrelse og estimeret pris. Værktøjet forholder sig også til økonomien i solceller ved at kigge på forventet årlig besparelse og tilbagebetalingstid.
- Vi vil gerne fremme vedvarende energi ved de enkelte erhvervsbygninger og har derfor indgået et samarbejde med virksomheden SolarSim, da deres værktøj kan give et reelt bud på, om det giver økonomisk mening at få solceller tilknyttet en specifik virksomhed. Det giver en bedre viden og tryghed til efterfølgende at indhente konkrete tilbud. Vi håber, at en lang række virksomheder vil benytte sig af tilbuddet, siger Susanne Skaarup, som er klimamedarbejder i Skanderborg Kommune.
Onlinemøde med SolarSim
Hvis du ønsker hjælp eller har spørgsmål til at beregne dit solcellepotentiale, kan du den 11. maj klokken 14.30-16.00 blive klogere på, hvordan du bruger værktøjet.
Alle interesserede er inviteret til at deltage i et onlinemøde med et kort oplæg fra SolarSim og efterfølgende tid til spørgsmål om beregningsværktøjet.
Tilmeldingsfrist til det onlinemøde er den 7. maj 2026.
Muligheden for at få en gratis vurdering med SolarSim er åben indtil oktober 2026.
SolarSim sælger ikke solceller og har ingen kommerciel interesse i resultatet, men skal udelukkende ses som et beslutningsstøtteværktøj.
Tilmeld dig onlinemødet og læs mere her
Klar til at regne på, om solceller kan betale sig for dig?
-
Gå ind i erhvervsmodulet på https://kommune.solarsim.dk.
-
Hav virksomhedens elforbrug ved hånden ELLER virksomhedens MitID, hvor elforbruget kan hentes automatisk.
-
Værktøjet guider dig igennem. Når du skal tegne placering af solceller, er der en kort video, som viser hvordan.