Skanderborg Kommune modtager 1,5 mio. kr. til gavn for lokale virksomheder. Nu skal der findes fælles grønne erhvervsløsninger med europæiske partnere
Hvordan hjælper man små og mellemstore virksomheder med at blive en aktiv del af den grønne omstilling – uden at det kræver store interne ressourcer eller uoverskuelige investeringer? Det er netop dét spørgsmål, Skanderborg Kommune nu skal arbejde med som en del af det europæiske projekt under navnet ”Net Zero SMEs”.
Kommunen har modtaget 1,5 millioner kroner fra EU til at deltage i samarbejdet, der skal styrke små og mellemstore virksomheders muligheder for at arbejde med grøn omstilling, innovation og bæredygtige løsninger. Midlerne skal blandt andet bruges til at udvikle lokale indsatser, dele viden med europæiske partnere og omsætte erfaringer til konkrete anbefalinger og løsninger for virksomheder i Skanderborg Kommune. Projektet har til formål at resultere i konkrete anbefalinger og input til hvert lands ”policy instrument”, der i Danmarks tilfælde er de kommunale klimaplaner.
- Med projektet forventer vi at skabe konkrete resultater i form af øget innovation, virksomhedsvækst, investeringer og nye arbejdspladser inden for grøn teknologi, som kan indgå som anbefalinger til revideringen af kommunens klimaplan. Samtidig vil indsatsen bidrage til at styrke bæredygtig produktion og reducere CO₂-udledninger, siger klimamedarbejder ved Skanderborg Kommune, Uffe Vinther Kristensen.
Projektet skal altså gøre det lettere for de mindre virksomheder at tage konkrete grønne skridt – både strategisk og i praksis. Fokus er særligt på teknologier og løsninger, der kan bidrage til EU’s mål om en CO₂-neutral og modstandsdygtig økonomi.
Grøn teknologi skal vokse
Projektet kickstartede for nylig i Skanderborg Kommune, hvor der var besøg fra de øvrige europæiske deltagere. Samarbejdet omfatter otte partnere fra hele Europa, herunder offentlige myndigheder, en uddannelsesinstitution og en NGO. Partnerne kommer blandt andet fra Grækenland, Belgien, Sverige, Bulgarien, Ungarn, Ukraine – og Danmark, hvor Skanderborg Kommune bidrager med lokale erfaringer og perspektiver.
Gennem arbejdet med lokale klimapolitikker, workshops, studiebesøg og fagfællevurderinger skal partnerne udvikle nye løsninger og dele erfaringer på tværs af landegrænser.
– Konkret handler det om, at vi ikke sidder i hver vores del af Europa og skal opfinde den dybe tallerken. Ved vores første møde blev eksempelvis Grækenland meget inspireret af renosyd og kommunens affaldssortering, mens Ungarn allerede er ved at kopiere konceptet om Det Grønne Akademi. Det handler om at nedbryde de kulturkløfter, der er, selv om vi alle er europæere, siger Uffe Vinther Kristensen.

Uffe Vinther Kristensen viser europæiske kollegaer Skanderborg-Hørning Fjernvarme.
Som dansk repræsentant arbejder Skanderborg Kommune blandt andet med mulighederne for at udbrede det europæiske marked inden for datalogning og brug af data, som når renosyd vejer affaldet og udregner genanvendelsen.
– Med projektet forventer vi at skabe konkrete resultater i form af øget innovation, virksomhedsvækst, investeringer og nye arbejdspladser inden for grøn teknologi, der kan indgå som anbefalinger til revideringen af kommunens klimaplan. Samtidig vil indsatsen bidrage til at styrke bæredygtig produktion og reducere CO₂-udledninger, siger Uffe Vinther Kristensen.
Derudover forventes det, at 52 organisationer vil styrke deres kapabilitet gennem deltagelse i projektet.
Med deltagelsen i projektet markerer Skanderborg Kommune sit engagement i den grønne omstilling og i at skabe gode rammer for lokale virksomheder, så de kan vækste med fremtidens bæredygtige løsninger.