En idérig lokalpolitiker, handlekraftige medarbejdere, tålmodighed og midler fra Klimapuljen. Alt dette har et nyt legehus krævet, og alligevel har processen ikke været uden udfordringer.
Midt på legepladsen, der ligger omkranset af Veng Skole- og Børnehus, stod en gammel murstensvilla. Bygget af gode materialer og fyldt op af minder om de mange børn, der er gået ind og ud ad døren. Men nu skulle den rives ned, for Veng Børnehus skulle renoveres og pladsen skulle bruges bedre.
Daværende lokalpolitiker Søren Erik Neergaard Pedersen fik for knap fem år siden idéen til, at murstenene kunne genbruges. Men det blev for dyrt, og det kom ikke videre. I hvert fald ikke til en start.
Når tanke bliver til handling
- Jeg fortalte to af mine medarbejdere om idéen. At det kunne være fedt at bygge et legehus af murstenen fra villaen og på den måde bevare minderne fra villaen og alle de børn, der har været inden for murene. Og så greb de den, fortæller daglig leder af Veng Børnehus, Gitte Jakobsen.
De to medarbejdere, Dorte og Pernille, fandt frem til kommunens Klimapulje. De udfyldte ansøgningen, inden de gik til Gitte Jakobsen for at indhente den endelige underskrift, så den kunne sendes afsted.
- Jeg må ærligt indrømme, at jeg til en start håbede på, at vi ikke fik pengene. For jeg tænkte, at ’vi har jo ikke forstand på det her’. Men vi var heldige, og vi endte med at få penge til projektet, fortæller Gitte Jakobsen.
Pludselig var spørgsmålet om økonomi ikke problemet. Men udfordringerne stoppede ikke der.
En ups’er
Da entreprenørerne begyndte nedrivningsarbejdet af villaen, havde de glemt, at murstenene skulle genbruges. Hvis det var blevet husket, havde de formentlig gået anderledes til nedrivningsarbejdet. Resultatet blev fem tons mursten, der ikke kunne bruges, og som pedellen måtte sortere og køre væk. Men en god bunke stod tilbage til et nyt legehus.
Nu skal personalet i Veng Børnehus i gang med at rense de tilbageværende og brugbare mursten. Men hvordan gør man det?
- Både mine medarbejdere og jeg har set en masse videoer på YouTube for at lære, hvordan man renser mursten. Det har vi jo ikke prøvet før, fortæller Gitte Jakobsen.
Herefter er der murer og tømrer på selve byggeopgaven. Men inden legehuset kan bygges færdigt, skal der findes nogle ekstra genbrugsmursten som erstatning for dem, der gik i stykker under nedrivningen. Gitte Jakobsen forventer dog, at legehuset står klar til september.
Mursten med minder
I dag er der en tom firkant, hvor murstenvillaen engang har stået. Og meget mere plads til leg.
- Men heldigvis bliver ressourcerne genbrugt og minderne bevaret ved, at de selvsamme mursten nu skal bruges til et legehus til børnene. Den der tanke med, at den villa, der har rummet så mange børneliv, stadig får lov til at leve videre, den kan jeg godt lide, siger Gitte Jakobsen.
Og set i bakspejlet er hun i dag meget glad for, at projektet blev grebet – både af gode folk og af Klimapuljen.
Kort om Klimapuljen
I Skanderborg Kommunes Klimapulje kan du søge om økonomisk støtte til aktiviteter og projekter, der sætter skub i den grønne omstilling og støtter op om Skanderborg Kommunes Klimapolitik ved at reducere CO2-udledning og/eller ressourceforbrug.
Har du et projekt eller en klimavenlig aktivitet i tankerne? Så kan der være økonomisk støtte at hente hos Klimapuljen. Læs mere og ansøg her.
Næste ansøgningsfrist er den 8. september 2026.