Her kan du læse om nogle af de vigtige sager fra mødet den 24. juni 2026.
Borgerrådgiverens årsberetning for 2025
Borgerrådgiveren, der er ansat direkte under Byrådet til at styrke borgernes retssikkerhed og understøtte dialogen mellem borger og kommunen, afgav sin årsberetning for 2025. Rådgiveren har haft 260 henvendelser i løbet af året, hvoraf 78 pct. er løst gennem råd og vejledning uden at involvere administrationen. Skanderborg har haft færrest henvendelser pr. indbygger i 2025 blandt kommunerne i den fælleskommunale rådgiverfunktion.
Regnskab for 2025 får blank påtegning af revisor
Kommunens revisor BDO aflagde revisionsberetning for regnskab 2025. BDO vurderer, at regnskabet er retvisende og giver en påtegning uden forbehold. Det er revisors opfattelse, at årsregnskabet i alle væsentlige henseender er rigtigt, dvs. at det er udarbejdet i overensstemmelse med regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen samt refusionsbekendtgørelsen. Dermed kunne Byrådet godkende regnskabet for 2025.
Budgetopfølgning viser fortsat balance på driften
Byrådet godkendte årets anden budgetopfølgning. Opfølgningen viser blandt andet, at driften fortsat forventes at være i balance, som forudsat i budgettet for 2026. Samlet set giver budgetopfølgningen sammen med regnskabsresultatet for 2025, anledning til en mindre justering af kommunens langsigtede likviditetsprognose i positiv retning, således at kommunens kassebeholdning ultimo 2030 hæves med ca. 25 mio. kr.
Ny udviklingspolitik sætter retning frem mod 2029
En ny udviklingspolitik 2026-2029 blev godkendt. Politikken, der sætter retningen for byrådets arbejde i denne valgperiode, bygger videre på visionen om "Mennesker møder Mennesker i Danmarks Smukkeste Kommune". Den samler indsatsen i fire strategiske spor omkring: Udvikling, fællesskab, muligheder for alle og grøn omstilling.
Veteranpolitik udvides til også at omfatte pårørende
Skanderborg Kommunes veteranpolitik blev opdateret og omdøbt til Veteran- og pårørendepolitik, så det bliver tydeligere, at både tidligere udsendte og deres pårørende kan modtage støtte før, under og efter udsendelse. Det gælder uanset, hvor lang tid der er gået siden udsendelsen.
Arbejdspladser der viser socialt ansvar skal hyldes
Byrådet godkendte en ny mærkningsordning for virksomheder, der tager et socialt ansvar. Samtidig indstiftede de folkevalgte to priser, som skal hædre henholdsvis private virksomheder og offentlige arbejdspladser, der gør en ekstra indsats for at få flere borgere tættere på arbejdsmarkedet. Priserne uddeles en gang om året.
Nyt boligområde i Alken sendes i høring
Forslaget til lokalplanen for boligområdet Alken Søbred blev sendt i offentlig høring i otte uger. Planen giver mulighed for parcelhuse, rækkehuse, tiny houses, fælleshus og grønne fællesarealer, mens der samtidig tages særlige hensyn til naturen omkring området. I forbindelse med høringen planlægges et borgermøde den 26. august.
Lokalplan for Voerladegård endeligt vedtaget
Byrådet har endelig godkendt lokalplanen for et nyt boligområde vest for Blegsø Banke i Voerladegård. Planen er justeret blandt andet med en ændret placering af en stiforbindelse efter input i høringsprocessen.
Plan for almene boliger justeres
Byrådet godkendte en opdateret rækkefølgeplan for almene boligprojekter frem til 2030. Med forslaget justeres tidsplanen for enkelte projekter, mens der fortsat ikke lægges op til at optage nye projekter. Ifølge planen planlægges der almene boliger i Stjær, Svaneparken i Galten, Voerladegaard, Galten midtby og Tebstrup de kommende år. Der er i dag ca. 4.000 almene boliger i alt i Skanderborg Kommune, hvoraf ca. 550 er ældre- og plejeboliger ejet af kommunen.
Stilling Skole ombygges og moderniseres
Stilling Skole oplever et stigende elevtal, og derfor har Byrådet afsat i alt 20,1 mio. kr. til at fremtidssikre skolens fysiske rammer. Stigende elevtal giver trængsel på Stilling Skole. Derfor sagde Byrådet ja til en omfattende ombygning og modernisering af skolen. Ud over at skabe plads til flere elever bliver skolens faglokaler, klasselokaler og specialklassefaciliteter opgraderet.
Følg møderne på Byråds-TV www.skanderborg.dk/byraadstv eller læs dagsordenen på www.skanderborg.dk/dagsordener. Næste byrådsmøde er den 29. august 2026.