Du har nu mulighed for at komme med et høringssvar til ovennævnte planforslag og deltage i borgermødet. Du kan læse sagsfremstillingen under dagsordenspunkt 86 her: Dagsorden for Skanderborg byråd 24. juni 2026
Høringsperioden løber fra den 10. juli 2026 til den 6. september 2026.
Planforslagene kan i høringsperioden ses på Skanderborg Kommunes hjemmeside: Skanderborg.dk/aktuelle-hoeringer-og-afgoerelser
Historik
Tidlig dialog
Inden igangsætning og udarbejdelse af lokalplanforslaget var der tidlig dialog fase med en tilhørende høringsperiode på 4 uger, fra den 2. januar til den 13. februar 2024. I høringsperioden afholdt Skanderborg Byråd borgermøde den 25. januar 2024.
Byrådet takker for de mange kvalificerede input både på mødet og i de indsendte høringssvar, som har indgået i det efterfølgende arbejde.
Igangsætning og workshop
Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede den 19. juni 2024 (pkt. 125) at igangsætte planlægningen for boligområdet.
Efter igangsættelse af planerne har administrationen afholdt en workshop i Alken for ca. 20 deltagere, som fik mulighed for at komme med input til bebyggelsesplanen.
Lokalplanen indeholder følgende af borgernes ønsker:
- Bevaring af den eksisterende lindeallé
- Et fælleshus i en størrelse, der kan fungere som en forlængelse af byens fælleshus, ”Mejeriet”
- Et fælles grønt område i en del af planområdet, hvor borgerne i fællesskab kan udfolde udendørs aktiviteter, eksempelvis etablering af en permahave med buske og træer
- At udsigten til søen holdes tilgængelig for alle
- At lokalplanen ikke indeholder bestemmelser om, at arkitekturen i området skal holdes i et ensartet udtryk.
Forslag til Lokalplan 1217 - Boligområdet "Alken Søbred" nord for Emborgvej
Lokalplanen omfatter en del af matrikel 4c, Alken By, Dover i den vestlige del af Alken, nord for Emborgvej.
Lokalplanen giver mulighed for et boligområde med 4 parcelhuse, 12 rækkehuse, 4 tinyhouses, et fælleshus og grønne fællesarealer. Boligerne er alle i én etage og maksimalt 6,5 meters højde, mens fælleshuset kan være i halvanden etager og 7,5 meters højde.
Fordi området er inden for udpegningen "særlige landskabelige interesser", tæt på Natura 2000 og Mossø indeholder lokalplanen bestemmelser om, at boliger skal holdes i mørke farvenuancer. Dertil indeholder lokalplanen bestemmelser, der skal minimere lysudledning fra planområdet.
Lokalplanforslagets retsvirkninger
Ifølge Planloven gælder det, at ejendomme der er omfattet af et lokalplanforslag, ikke inden forslaget er endeligt vedtaget af Byrådet, må udnyttes og ændres på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil.
Forslag til Kommuneplantillæg 20-04
Forslaget udlægger tre kommuneplanrammer:
- LB.02.B.02 er arealmæssigt sammenfaldende med lokalplanens delområde 1-5 og udlægger arealet til boligområde i landzone.
- LB.02.R.01 omfatter et § 3-beskyttet engområde øst for boligområdet. Derfor udlægger kommuneplanrammen området til rekreativt areal uden byggemuligheder. Lokalplanens delområde 7a og 7b ligger inden for kommuneplanrammen og udlægger to eksisterende trampestier.
- LB.02.R.02 er arealmæssigt sammenfaldende med lokalplanens delområde 6 og udlægger området til rekreativt areal med mulighed for sekundær bebyggelse.
Kommuneplantillæggets retsvirkninger
Ifølge Lov om Planlægning kan Byrådet inden for byzone modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan Byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelserne i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.
Miljørapport
Der er i henhold til miljøvurderingslovens § 8 stk. 2 nr. 1 gennemført en screening for miljøvurdering af forslag til Lokalplan 1217 og forslag til Kommuneplantillæg 20-04 Screeningsresultatet har givet anledning til en miljøvurdering af planforslagene.
Miljørapporten ledsager lokalplanforslaget i offentlighedsfasen og indgår som en del af det materiale, som er i offentlig høring.
Se planforslagene og miljørapport
Du kan se planforslagene her:
Vi vil gerne invitere dig til borgermøde
Her kan du høre mere om lokalplanforslaget og kommuneplantillægget
Borgermødet holdes på Mejeriet i Alken
Den 26. august kl. 17:00 til 18:30
For at deltage i mødet, skal du tilmelde dig senest den 25. august kl. 17.00.
Tilmelding via skanderborg.plan2learn.dk
Du finder Mejeriet i Alken her: Google Maps
Efter mødet og høringsfristens udløb danner høringssvarene sammen med status på administrationens dialog med andre myndigheder grundlag for et høringsnotat med administrationens tekniske vurderinger. Dette notat og de samlede høringssvar er med til at give et bredt grundlag for den politiske behandling i de relevante udvalg samt Byrådet inden en evt. vedtagelse af planforslagene.
Indsendelse af høringssvar
Du kan sende dit høringssvar via dette link: Høringsportal til 1217
eller på brev til Plan, Teknik og Miljø, Skanderborg Fælled 1, 8660 Skanderborg. Høringssvaret skal være Skanderborg Kommune i hænde senest den 6. september 2026.
Du skal være opmærksom på, at alle høringssvar herunder navn og adresse, fremgår af de offentligt tilgængelige dagsordner for udvalgs- og byrådsmøderne. Beskyttede navne og adresser offentliggøres ikke.
Når høringsperioden er udløbet, behandler vi alle indkomne høringssvar, og du vil efterfølgende blive orienteret om den afgørelse Byrådet træffer.