Der er liv på den nye skole og daginstitution ved Ry Hallerne – og den 24. august er der indvielsesfest
Mens alle er vendt tilbage fra sommerferien, er der sket en væsentlig ting ved Søhøjlandets Skole og Børnehus i Ry. Håndværkerne og de mange byggefolk har overdraget bygningerne til lærere, elever, pædagoger og børn.
- Der summer af liv og sommerglade børn. Det er fantastisk at være med til at åbne dørene for elever og børn, der træder ind på en helt fuldstændig nybygget skole og daginstitution, siger skoleleder Rikke Wenneberg.
Den nye skole er bygget i fleksible rammer til tre spor fra 0. til 6. klassetrin. Der er plads til cirka 450-500 elever og 50 medarbejdere. Daginstitutionen kan huse omkring 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn samt 35-40 medarbejdere.
Kom til indvielse
Byggeriet begyndte i oktober 2024, hvor borgmester Frands Fischer tog første spadestik siddende i en stor gravemaskine. Nu er han klar med saksen til at klippe snoren og officielt indvie Søhøjlandets Skole og Børnehus mandag den 24. august 2026 kl. 09.30.
- Alle er inviteret og velkomne. Det bliver en stor og festlig dag, hvor vi får markeret, at det store arbejde, det er at bygge både en skole og en daginstitution, er færdig og vi nu i fællesskab kan fylde de nye rammer med liv, leg og læring, siger formand for Børne-, Unge- og Familieudvalget Trine Frengler.
Et fællesskab til hele Ry
Netop fællesskab er et nøgleord for det nye byggeri i Ry. En såkaldt grøn passage skaber fysisk sammenhæng mellem daginstitutionen og skolen til Ry Hallerne. Den grønne passage er en overdækket gang, så man kan komme tørskoet til idrætscentret. Idéen er at give plads til byens foreninger og andre aktive sjæle med mulighed for markeder og andre arrangementer, hvor det er smart at være udenfor, men i ly for regn og blæst.
Skolens faglokaler er samlet i forlængelse af passagen, som ”perler på en snor” omkring skolens fællesareal til brug for foredrag, foreninger og andre, der vil benytte skolens faciliteter i fritiden.
Fakta
- Bruttoareal 7.700 m2.
- Budget ca. 225 mio. kr.
- Bygherrerådgiver: Niras og rum
- Totalentreprise: Nordstern
- Arkitekt: C.F. Møller Architects
- Landskabsarkitekt: C.F. Møller Architects
- Ingeniør: AFRY