Planerne om et nyt kajanlæg ved Himmelbjerget er for en stund sat på pause. Det skyldes dels klager, der afventer behandling i klagenævn, og dels højere tilbudspriser på opgaven end ventet.
Skanderborg Kommune ønsker at skabe et nyt og indbydende kajanlæg, som kan tage godt imod de mange tusinde gæster, der hvert år ankommer til Himmelbjerget fra søsiden.
Projektet har mødt stor opbakning fra turismeaktører og lokale ildsjæle.
Ønsket har været at sætte hurtigt skub i udviklingen ved Julsøkajen. Ambitionen var, at anlægsarbejdet kunne gå i gang i efteråret/vinteren 2026, dvs. uden for Hjejlebådenes sæson.
Af den grund var der en relativ kort udbudsproces, som desværre ikke har givet det ønskede resultat.
For få har budt på opgaven, og priserne er for høje. Samtidig er der blevet klaget over projektet fra en lokal lodsejer og to interesseorganisationer.
Derfor har Skanderborg Kommune annulleret det oprindelige udbud.
- Det er ærgerligt, at vi ikke kan byde de mange gæster ved Julsø velkommen med en ny, flot bro i 2027. Nu afventer vi afgørelsen fra klagenævnene, hvis afgørelse vi selvfølgelig følger. Vi håber, at vi kan lave et nyt udbud i starten af det nye år, siger Bente Hornbæk, chefkonsulent og projektleder på udviklingen af Himmelbjerget.
Tiden frem til et nyt udbud bruger Skanderborg Kommune blandt andet på at få lavet en række geotekniske undersøgelser, som kan give et bedre overblik over bundforhold og vanddybder. Dermed kan tilbudsgiverne spare tid og udbudsprocessen blive mere smidig og tilgængelig.
Baggrunden for projektet er, at den nuværende anløbskaj skal erstattes og udbygges med en ny og mere tidssvarende bro, der kan modtage såvel turbåde som gæster i kanoer, robåde etc.
Efter en arkitektkonkurrence pegede Byrådet i foråret 2025 på ”Himmelbroen” som det vindende projekt. Det er tegnet af Sweco.
Høje ambitioner for Himmelbjerget
Himmelbroen er et element i en større udvikling af Himmelbjerget som destination.
Byrådet i Skanderborg Kommune ønsker at forbedre de rekreative muligheder for de ca. 300.000 årlige besøgende. Der er planer om at skabe et besøgscenter, som kan formidle Himmelbjergets historiske betydning for det danske demokrati.
Håbet er, at Himmelbroen kan stå klar til brug i 2028.