Her kan du læse om nogle af de vigtige sager fra byrådsmødet den 2. september. Byrådet behandlede blandt andet næste års budget, kommunens klimaindsats, nye boliger i Stjær og et styrket beredskab mod digitale overgreb på børn og unge. Budgettet for 2027 førstebehandlet
Budgettet for 2027-2030 blev førstebehandlet
Dermed er budgetforhandlingerne for alvor i gang, og Byrådets partier kan komme med ændringsforslag frem til den 14. september. En ny budgetaftale skal senest være klar til andenbehandling og endelig godkendelse den 30. september.
Kommunens egen CO2-udledning er faldet markant
En orientering om kommunens eget klimaregnskab for 2025 viser et fald i udledningen af CO2. Udledningen var på 3.133 tons CO2, hvilket er knap 12 procent mindre end året før og knap 76 procent mindre end i 2009. Selv om CO2-udledningen er faldet markant, er kommunens drift endnu ikke helt uden udledning. Derfor har Skanderborg Kommune valgt at bidrage med rejsning af 20 hektar ny skov. Dermed opfylder Skanderborg Kommune målsætningen om at være CO2-neutral som virksomhed i 2025.
Kommunens samlede klimaudledning er faldet 55 procent
Byrådet har også fået en orientering om klimaregnskabet for hele Skanderborg Kommune. I 2024 var udledningen godt 270.000 tons CO2, hvilket er 55 procent mindre end i 1990. Eftersom udledningen fra især energisektoren er faldet betydeligt, står transport nu for omkring 55% af den samlede udledning, mens landbruget står for knap en fjerdedel af udledningen i Skanderborg Kommune.
Pavilloner skal give plads til børn fra Guldsmeden
Byrådet blev orienteret om en borgmesterbeslutning om at leje pavilloner til Skovby Børnehus – Guldsmeden. Baggrunden er, at der er fundet skimmelsvamp i dele af børnehuset, og at det forventes at tage længere tid at udbedre end først forventet. Udgiften er godt 5,4 millioner kroner. Den bliver betalt af kommunens kassebeholdning.
Nye boliger ved Stenskovvej i Stjær
Planerne for et nyt boligområde ved Stenskovvej i Stjær blev endelig godkendt efter to høringsrunder og i alt 59 høringssvar. Planen er undervejs blevet ændret, blandt andet med større afstand til eksisterende boliger, en maksimal bygningshøjde på 1,5 etage og bedre stiforbindelser. Kommunen afsætter desuden 300.000 kroner i 2028 til udvidelse af Stenskovvej.
Større fokus på digitale overgreb mod børn og unge
Beredskabet mod overgreb på børn og unge er blevet opdateret. Der kommer især større fokus på digitale overgreb som grooming, deling af intime billeder, afpresning, trusler og digital chikane. De nye vejledninger skal gøre det tydeligere, hvordan medarbejdere skal reagere, når et barn eller en ung bliver udsat for digitale krænkelser.
Følg møderne på Byråds-TV www.skanderborg.dk/byraadstv eller læs dagsordenen på www.skanderborg.dk/dagsordener.
Næste byrådsmøde er den 30. september 2026, hvor Budget 2027-2030 blandt andet skal til 2. behandling.