Frivillige, foreninger og unge talenter blev fejret på Foreningernes Aften 2026 i Ry Hallerne, hvor årets priser på kultur-, fritids- og idrætsområdet blev uddelt.
Foreningslivet er med til at skabe fællesskaber, trivsel og aktive lokalsamfund i hele Skanderborg Kommune. Derfor var anerkendelsen af de mange frivillige kræfter også et af højdepunkterne, da foreninger, frivillige og politikere mødtes til Foreningernes Aften 2026 i Ry Hallerne.
I løbet af aftenen blev fire priser uddelt til personer og foreninger, som med særligt engagement har gjort en forskel for kultur-, fritids- og foreningslivet i kommunen.
- Skanderborgprisen "Sporen" gik til Anne Møller Kristensen fra Stilling Idrætsforening.
- Årets Talent blev Alexander Jensen fra Skanderborg Håndbold.
- Årets Ildsjæl blev Lars Janke fra Natteravnene i Ry.
- Årets Forening blev Ejer Bavnehøjs Venner.
Formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Anne Heeager, glæder sig over det store engagement, som præger foreningslivet i kommunen.
- Når vi taler om stærke lokalsamfund, så spiller foreningerne en kæmpestor rolle. Det handler ikke kun om aktiviteter, men mindst lige så meget om fællesskab og det at høre til. Det kunne man tydeligt mærke på Foreningernes Aften, hvor der blev delt erfaringer, gode idéer og masser af engagement.
Fejring af dem, der gør en forskel
Prismodtagerne repræsenterer forskellige dele af foreningslivet, men fælles for dem er, at de skaber muligheder for andre.
Anne Møller Kristensen modtog Skanderborgprisen "Sporen" for sit mangeårige arbejde med at engagere unge i foreningslivet og skabe nye fællesskaber i Stilling.
Alexander Jensen blev kåret som Årets Talent efter stærke sportslige præstationer på både ungdoms-, liga- og landsholdsniveau.
Lars Janke blev hædret som Årets Ildsjæl for sin mangeårige frivillige indsats gennem Natteravnene i Ry, hvor han har gjort en særlig forskel for unge og lokalsamfundet.
Prisen som Årets Forening gik til Ejer Bavnehøjs Venner, som gennem mere end 25 år har arbejdet for at udvikle, bevare og synliggøre området omkring Ejer Bavnehøj, bl.a. gennem en række kulturelle arrangementer.
Fællesskab skabes af mennesker
Foreningernes Aften havde i år fokus på, hvordan foreningslivet kan bidrage til sundhed og trivsel. Gennem oplæg, dialog og erfaringsudveksling blev der sat fokus på blandt andet kultur og sundhed, fællesskaber for børn og unge med særlige behov, piger i foreningslivet og samarbejdet mellem kommunale sundhedstilbud og lokale foreninger.
Formand for Folkeoplysningsudvalget, Linda Kolling, ser aftenen som en vigtig anledning til at styrke samarbejdet på tværs af foreningslivet:
- Det er altid inspirerende at opleve, hvor meget viden, erfaring og engagement der findes ude i vores foreninger. Når vi mødes, deler idéer og lærer af hinanden, så styrker vi ikke bare det, vi gør i dag. Vi skaber også grobund for nye fællesskaber og samarbejder i fremtiden.
Aftenens prismodtagere var samtidig et synligt bevis på det budskab, som gik igen gennem hele arrangementet: Stærke fællesskaber opstår ikke af sig selv. De bliver skabt af mennesker, der engagerer sig, tager initiativ og inviterer andre med.

Foreningerns Aften fandt i år sted i Ry Hallerne og bød på prisuddeling, oplæg og dialog. Foto: Kim Haugaard