Ejer Bavnehøj får et markant løft med millioner fra Nordea-fonden. Et nyt legeområde skræddersyet til stedet skal få flere børn og familier til at blive længere tid på toppen.
Der er godt nyt til børn og familier, der besøger Ejer Bavnehøj. Nordea-fonden har nemlig bevilget 4 millioner kroner til et nyt projekt med lege- og bevægelsesfaciliteter på et af Danmarks højeste punkter.
Projektet er udviklet af foreningen Ejer Bavnehøjs Venner i samarbejde med Riis-Tebstrup Idrætsforening, DGI Østjylland og LYTT Architecture.
Målet er at skabe oplevelser for især børn og unge og at få flere til at blive længere på toppen.
- Aktivitetspladsen skal være noget ganske særligt og kommer ikke til at bestå af standardiserede legeredskaber. Vi vil skabe nogle legende elementer, som giver besøget på højen en ny dimension, hvor natur, kulturhistorie og leg smelter sammen til en helhedsoplevelse, siger Viggo Rasmussen, formand for Ejer Bavnehøjs Venner.
Mere liv på toppen
Ejer Bavnehøj tiltrækker hvert år omkring 50.000 besøgende, men mange opholder sig kun kort tid. Med de nye faciliteter bliver der mere liv og aktivitet i området.
Planen er at etablere lege- og bevægelseselementer, der tager udgangspunkt i landskabet og områdets historie. Det kan for eksempel være forløb og installationer, der inviterer til leg og bevægelse undervejs gennem området.
Faciliteterne bliver ikke placeret i det åbne landskab, men integreret i naturen mellem træer og bakker, så udsigten fra toppen bevares.
Godt nyt for børnefamilier
Projektet vækker begejstring i Skanderborg Kommune.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi får endnu flere glade børn og børnefamilier forbi Ejer Bavnehøj med dette helt særlige projekt. Derfor er jeg også så glad for, at Nordea-fonden har set til Skanderborg Kommunes side, og at dybt engagerede lokale kræfter har knoklet for at det skulle ske, siger Anne Heeager, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, og fortsætter:
- I en tid, hvor pengekassen ikke er så fuld, som man kunne ønske sig, er det af stor betydning for, at det stadig er muligt at se så fantastiske udviklingsprojekter.
Klar i 2027
Legeområdet forventes at stå klar til brug i sommeren 2027.
Udover de 4 millioner kroner fra Nordea-fonden har Friluftsrådet støttet med 500.000 kroner, og Skanderborg Kommunes Fællesskabspulje har bidraget med 250.000 kroner.
Inden projektet kan føres helt ud i livet, skal det endeligt godkendes af Fredningsnævnet. En indledende vurdering er dog positiv, og der kan arbejdes videre med planerne.
Fakta – Lege- og aktivitetsområde på Ejer Bavnehøj
- Ejer Bjerge er det højeste område i Danmark og omfatter bl.a. Ejer Bavnehøj og Møllehøj på 170,86 m.o.h.
- Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem Ejer Bavnehøjs Venner, Riis-Tebstrup Idrætsforening, DGI Østjylland og LYTT Architecture fra Aarhus.
- Aktivitetspladsen placeres ikke i det åbne landskab, men indlejres i træer og buske.
- Arkitektens skitseprojekt er inspireret af fire historiske temaer på Ejer Bavnehøj: Heksen MaRam.
- Istiden og landskabsdannelse, Bavneblus i århundreder og Genforeningen i 1920.
.jpg)
Sådan kan nogle af aktivitetselementerne på Ejer Bavnehøj måske komme til at se ud. Illustration: LYTT Architecture.