Gudenåstien er 175 km sammenhængende sti. I weekenden blev den indviet sammen med Skimminghøj Bådhus i Ry.
Nu kan du vandre hele vejen fra Gudenåens udspring i Tørring til udløbet i Randers Fjord.
Turen på 175 km går gennem et smukt og varieret landskab med Danmarks længste å som følgesvend.
Gudenåstien blev åbnet her i weekenden, og det skete ved otte samtidige indvielser – en i hver kommune, som Gudenåen løber igennem.
I Skanderborg Kommune fandt festlighederne sted i Ry, hvor også det nybyggede og alsidige Skimminghøj Bådhus blev indviet.
30 mio. kr. i fondsstøtte
Gudenåstien og støttepunkterne undervejs (bl.a. Skimminghøj Bådhus) er skabt i et tæt samarbejde mellem de otte kommuner og Naturstyrelsen.
Projektet har fået generøs støtte fra Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden (begge fonde har støttet med 15 mio kr.).
Gudenåstien er én sammenhængende og indbydende vandrerute. Den er opdelt i 18 etaper på 6–14 km, så du kan både vælge en kort tur eller tage flere dage og nyde naturen.
Se alle etaperne på oplevgudenaa.dk
Tag toget eller turbåden hjem
I Ry-området er der ekstra gode muligheder for at skabe en god tur. Du kan fx tage toget den ene vej og vandre den anden vej. Eller du kan tage hjem med en af turbådene efter en række kilometer i benene.
Himmelbjergruten er nu også en del af Gudenåstien. Det betyder, at du i Ry kan forlænge turen fra 175 km til 200 km, hvis du går begge veje rundt om Himmelbjergsøerne.
Se mere om de lokale muligheder på danmarkssmukkeste.dk
Skimminghøj et et nøglepunkt på Gudenåstien og et samlingspunkt for naturelskere til fods, på cykel eller i kano. Dronefoto: Ronni Fjordvald Søe.
Arrangørerne skønner, at mere end 400 personer deltog i arrangementet i Ry. Mange deltog i en guidet vandring efter indvielsen.
Samtidig med indvielsen af Gudenåstien blev Skimminghøj Bådhus indviet. Det bliver opbevaring for museumsskibet Gl. Turisten om vinteren, og pause- og mødested for vandrere, cyklister, folk i kano, lokale livsnydere og turister om sommeren. Bådhuset kan også bruges til udstillinger, koncerter etc. På billledet er det udvalgsformand Claus Leick og Steen Rytter, koordinator for Gl. Turisten.