Klimavenligt naboskab. Det er navnet til et nyt initiativ i Gyvelparken Ry, hvor fælles havelodder til dyrkning af egne afgrøder er i fokus. Projektet skal både skabe mere klimabevidste borgere og et større fællesskab i boligområdet.
- Jeg hygger mig heroppe, og jeg kan gå her flere timer. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået det her, fortæller Max Møller Thomsen, beboer i Gyvelparken Ry.
Han viser gerne sit havelod frem. Og med god grund. I skrivende stund er de tre ud af fire havelodder halvtomme, men ikke det stykke, Max står for. Her bliver man mødt af et lille hegn pyntet med grønne blade, et mini-drivhus og farverige blomster.
Derudover har han stillet et lille havebord frem og sammen med naboerne fundet stole til det. Han kan tydeligt mærke, at der er kommet mere liv i området efter at de nye havelodder kom til.
- Jeg er forbi haven hver dag. Jeg nyder at gå rundt her. Når jeg tager en pause ved bordet, kommer der ofte nogle naboer forbi, og vi får en lille snak. Det er alletiders.
Max har boet i Gyvelparken i fire år og er førtidspensionist. Han har været en stor drivkraft i at få projektet skudt godt fra start, da han sørgede for at få renset og jævnet jordstykket, hvor havelodderne skulle etableres.
Max Møller Thomsen nyder at bruge tid på at passe sit havelod i Gyvelparken Ry, som han har fået anlagt gennem projektet Klimavenligt Naboskab. Foto: Skanderborg Kommune
Større klimabevidsthed gennem fællesskabet
Muligheden for, at Max og de andre beboere har kunne få et havelod, udspringer af projektet ”Klimavenligt naboskab”, som er støttet af kommunens Klimapulje. Projektet skal sætte fokus på ressourceforbrug og lokal dyrkning af råvarer, og herigennem samtidig skabe fællesskab og sammenhold mellem beboerne.
- Jeg ved godt, at det lyder højtflyvende, men en beboer har lige sagt til mig, at det her er det bedste, der er sket i området. Det, at man ser hinanden og får mere med hinanden at gøre, betyder meget for, om det er et dejligt område at bo i. Det er med til at skabe fællesskab og naboskab, siger Simone Fie Dahl, boligsocial medarbejder i ”Fælles om”.
Hver mandag mødes have-holdet til kaffe og kage, hvor de både vender stort og småt, men også aftaler, hvad der skal arbejdes videre på i havelodderne. Når kaffen er drukket, følges holdet ud til haverne og tager fat på arbejdet sammen.
- De er gode til at være med hinanden på trods af deres mange forskelligheder. Alle ved, at der skal være plads til alle, fortæller Simone, som tydeligt at mærke også er vellidt blandt beboerne.
Denne mandags møde mellem have-folkene slutter med, at der skal skrabes jord af en trailer i fællesskab, mens snakken går og grinene smitter.
Fakta om projektet ”Klimavenligt naboskab”
Gyvelparken er en almen boligafdeling i Ry med 140 beboere fordelt på 87 lejemål.
Boligafdelingen er en del af den boligsociale helhedsplan ”Fælles om” i Skanderborg Kommune. En del af helhedsplanens opgaver er at samle beboerne om fælles ønsker.
Et ønske blandt beboerne i Gyvelparken Ry har været at skabe mere aktivitet i de fælles udeområder gennem fælles dyrknings- og haveprojekter.
Projektet ”Klimavenligt naboskab” er forankret i den boligsociale helhedsplan ”Fælles om”, hvilket har gjort det muligt at have medarbejdertimer koblet på projektet.
”Klimavenligt naboskab” er støttet af Klimapuljen i Skanderborg Kommune.

Beboere og medarbejdere hjælpes ad med at tømme en trailer for jord. Godt humør, sammenhold og plads til alle er de ord, som kendetegner projektet Klimavenligt Naboskab i Gyvelparken Ry. Foto: Skanderborg Kommune