Prisen gives for spejdernes mangeårige arbejde med inkluderende fællesskaber for mennesker med særlige behov.
Skanderborg Kommunes Handicap- og Psykiatriråd har tildelt Handicapprisen 2025 til KFUM Spejderne Stilling–Skanderborg.
Prisen blev overrakt som en overraskelse ved et arrangement i Stilling Sognegård forleden. Den gives som anerkendelse af spejdergruppens mangeårige og målrettede arbejde for at skabe plads til mennesker med særlige behov i spejderlivet.
Fællesskab og naturoplevelse
En central del af indsatsen er spejderenheden Solsikkerne, hvor 8–10 voksne med udviklingshandicap deltager i månedlige spejderaktiviteter.
Forløbet er etableret i samarbejde med SUMH og et lokalt bosted under Skanderborg Fællesskaberne og har fokus på fællesskab, naturoplevelser og nye erfaringer i trygge rammer.
Ifølge Handicap- og Psykiatrirådet er indsatsen et konkret eksempel på, hvordan fritidslivet kan åbnes for flere og bidrage til øget trivsel og deltagelse i lokalsamfundet.
- KFUM Spejderne Stilling–Skanderborg viser på fineste vis, hvordan mennesker med særlige behov kan indgå naturligt og ligeværdigt i lokale fællesskaber. Deres arbejde er et forbilledligt eksempel på, hvordan man åbner fritidslivet for alle – ikke blot i ord, men i handling, siger Viggo Rasmussen, formand for Skanderborg Kommunes Handicap- og Psykiatriråd.
Om Handicapprisen
Handicapprisen uddeles hvert år af Skanderborg Kommunes Handicap- og Psykiatriråd til en person, forening eller virksomhed, der har gjort en særlig indsats for borgere med handicap eller sindslidelse.
Prisen er på 5.000 kroner og gives både som anerkendelse og som støtte til det videre arbejde.
Siden 2009 er prisen oftest tildelt frivillige og foreninger. Handicap- og Psykiatrirådet modtager løbende indstillinger til prisen.