For at fremme den grønne omstilling giver Skanderborg Kommune nu midlertidig adgang til et værktøj, der kan beregne potentialet for solceller på private tage. Du kan også få hjælp til at komme i gang.
Det kan måske være svært at overskue, om det giver mening med solceller på taget derhjemme, men der er gode grunde til at undersøge det:
- Solceller reducerer elregningen markant
- Solceller er en grøn vedvarende energikilde, der sparer en masse CO2
- Solceller øger boligens værdi
- Solceller øger forsyningssikkerheden i din bolig ved udsving - også nedbrud - på elnettet (hvis du har en inverter, som kan det).
Nu kan du let beregne, hvor stort potentialet er for netop dit hus og tag. Det digitale værktøj, som kommunen giver adgang til gennem virksomheden SolarSim, er uvildigt og giver blandt andet en vurdering af optimal anlægsstørrelse, placering på taget, estimeret anlægspris, forventet årlig besparelse og tilbagebetalingstid. SolarSim sælger ikke solceller og har ingen kommerciel interesse i resultatet, så værktøjet skal udelukkende ses som en hjælp til at træffe en beslutning på et oplyst grundlag.
- Vi har brug for massive mængder grøn energi både nu og i fremtiden. Både virksomheder og kommunen undersøger allerede potentialet på deres tage, og vi har brug for alle de solceller i kommunen, vi kan få. Når det samtidig er en god forretning over tid og øger forsyningssikkerheden, vil vi gerne hjælpe borgerne i gang, siger Susanne Skårup, klimamedarbejder i Skanderborg.
Sådan kommer du i gang
Der er flere muligheder for at bruge værktøjet.
- Du kan selv gå i gang med beregningerne direkte. Se mere nedenfor.
- Du kan få hjælp ved at tilmelde dig et møde på biblioteket i juni. Her vil både være oplæg og introduktion til værktøjet samt hjælp til at komme i gang.
- Du kan få en online introduktion ved at tilmelde dig det webinar, der også afholdes. Her vil der også være introduktion og mulighed for at stille spørgsmål.
Deltag i et møde
Møderne finder sted fra kl. 16:30 – 17:30 på følgende dage:
26.05.26 Webinar (online)
01.06.26 Hørning Bibliotek
09.06.26 Ry Bibliotek
11.06.26 Galten Bibliotek
16.06.26 Skanderborg Bibliotek
18.06.26 Webinar (online)
Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding.
Start på egen hånd
- Gå ind på https://kommune.solarsim.dk.
- Hav dit elforbrug eller dit MitID ved hånden, hvor elforbruget kan hentes automatisk.
- Værktøjet guider dig - der er også en kort video.
Tidsbegrænset adgang
Værktøjet er åbent for brug fra 12. maj og til november 2026 og kan også bruges af virksomheder.
For yderligere spørgsmål kontakt klimamedarbejder Susanne Skårup på susanne.skarup@skanderborg.dk, 8794 7176.