Et projekt giver børnehavebørn tryghed på cyklerne, så de vælger cyklen til, når skolelivet begynder.
Det skal være sjovt at vælge cyklen, når børn skal i skole og til fritidsaktiviteter. Når flere vælger cyklerne om morgenen, er der mindre biltrafik omkring skolerne og samtidig på sigt et bedre klima.
I et projekt mellem Skanderborg Kommune og Dansk Skolecykling har ni børnehaver i Ry og Virring fået besøg af en konsulent fra Dansk Skolecykling. Ved at stille baner op og lave små forhindringer på lukkede stier, har de 4-5-årige kunne øve sig på cyklerne i trygge omgivelser.

- Det giver børnene god balancetræning, som ofte er det, der bøvler, når man lige har lært at cykle. Når børnene bliver mere sikre på cyklerne, synes de også det er sjovere. På den måde slår vi to fluer med et smæk, når børn fremover vælger cyklerne til og forældres kørsel fra. Det giver både sundere børn og bedre klima, siger pædagogisk konsulent ved Skanderborg Kommune, Signe Hangaard.
Hun forklarer, at cykler gør børn mere selvstændige og frie i forhold til at transportere sig til og fra skole, SFO og andre fritidsinteresser.
- Det gør en forskel for skolebørns dagligdag, at de frit selv kan komme til skole, legeaftaler og sport uden at forældrene skal køre dem og vente i bilen, siger Signe Hangaard. Hun ser, at når børnene har det sjovt på cyklerne, glemmer de distancerne og stejle bakker.
Projektet fortsætter efter sommerferien. Hvis andre børnehaver er interesseret, kan man søge tilskud fra klimapuljen, der har været med til at betale konsulenten fra Dansk Skolecykling.

Kort om Klimapuljen
I Skanderborg Kommunes Klimapulje kan du søge om økonomisk støtte til aktiviteter og projekter, der sætter skub i den grønne omstilling og støtter op om Skanderborg Kommunes Klimapolitik ved at reducere CO2-udledning og/eller ressourceforbrug.
Har du et projekt eller en klimavenlig aktivitet i tankerne? Så kan der være økonomisk støtte at hente hos Klimapuljen.
Læs mere og ansøg på skanderborg.dk/klimapuljen
Næste ansøgningsfrist er den 8. september 2026.