Bedre tilgængelighed og nye faciliteter ved Himmelbjerget bliver snart til virkelighed. 15,4 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden og 4,9 mio. kr. fra den filantropiske forening Realdania sikrer nu den fulde finansiering til at besøgende til næste år kan få glæde af nye adgangsstier, skovparkering, forbedrede publikumsfaciliteter på plænen, nye formidlingstiltag og en 100 meter lang højbro.
Siden arbejdet med en helhedsplan for Himmelbjerget blev afsluttet i 2021, har Komitéen til bevarelse af Mindesmærker på Himmelbjerget – i daglig tale kaldet Tårnkomitéen – arbejdet på at skabe nye og mere naturnære adgangsforhold for alle til Himmelbjerget.
- Himmelbjerget er kendt af de fleste danskere. Det er her, vi holder folke- og grundlovsmøder under åben himmel. Og det har vi gjort siden Steen Stensen Blicher i 1839 for første gang kaldte til folkemøde på bjerget. Fremover bliver oplevelsen for de besøgende endnu bedre – med mere natur og bedre adgangsforhold. Vi glæder os til at sætte spaden i jorden og komme i gang med arbejdet, siger Tårnkomitéens formand, Peter Busck.
- På Himmelbjergets vegne og på vegne af de mange gæster, der besøger stedet, er jeg både glad og stolt over, at vi nu er i gang med at realisere endnu et element i helhedsplanen. Vi glæder os til det forsatte arbejde med vores fælles udviklingsplan i samarbejde med Tårnkomitéen og Naturstyrelsen i de kommende år, siger borgmester Frands Fischer.
Himmelbjerget for alle – natur og fællesskab
Fondene ser store perspektiver i Tårnkomitéens arbejde med at gøre Himmelbjerget til et sted, hvor oplevelsen bliver endnu bedre med respekt for naturen og Himmelbjergets helt særlige ånd og historie.
- Det bliver spændende at se, hvordan adgangsforholdene til Himmelbjerget kan forbedres. Ca. 300.000 gæster lægger hvert år vejen forbi Himmelbjerget. Vi håber, at vi med vores og andre parters støtte kan bidrage til, at adgangsforhold, faciliteter og formidling blive endnu bedre end i dag, siger Nordea-fondens uddelingschef, Christine Paludan-Müller.
- Tårnkomitéen og de involverede parter har lagt en stor indsats i at nå hertil, og i Realdania er vi glade for, at projektet nu er et skridt nærmere realisering. Det er et historisk sted, hvor kvaliteten nu løftes, og Himmelbjerget udvikles som et åbent og tilgængeligt natur- og kultursted. Den ny boardwalk og stibro skal skabe en sikker og universelt tilgængelig ankomst, mens den nuværende parkering ved toppen af “bjerget” omdannes til et grønt opholds- og publikumsområde. Alt sammen for at sikre bedre rammer for de mange besøgende. Det arbejde er vi meget glade for at støtte, siger projektchef i Realdania, Trine Hjort Langhorn.
Ny skov erstatter asfalteret parkeringsplads
I arbejdsdelingen mellem Skanderborg Kommune, Naturstyrelsen og Tårnkomitéen er det besluttet, at Tårnkomitéen er bygherre på adgangsforholdene fra landsiden.
Det indebærer, at den velkendte parkeringsplads ved Hotel Himmelbjerget nu nedlægges og erstattes af skov. Da man anlagde parkeringsområdet i midten af det forrige århundrede, blev det fastholdt, at arealet var udlagt som skov – selvom der på det næsten 0,5 hektar store område blev lagt asfalt.
Derfor opstod idéen om at trække bilerne ud af opholdsområderne ved hotellet og plante skov igen.
Højbro og nye stier skal guide gæsterne
Fremover bliver den nuværende skovparkering, som hidtil har været anvendt ved større arrangementer, den centrale parkeringsplads.
Der laves en helt ny adgangssti til Himmelbjerget cirka 250 meter mod syd fra skovparkeringen.
Publikum får dermed lidt længere at gå fra bilerne, men til gengæld bliver turen frem til selve Himmelbjerget mere interessant.
Planen er ligeledes at anlægge brede, niveaufrie grus- og træ-beklædte stier i kombination med en 100 meter lang højbro, som på midten vil hæve sig mere end 10 meter over det kuperede terræn.
Sammen med Nordea-fonden og Realdania har A.P. Møller Fonden også bidraget med 15 mio. kr. til projektet, der også er støttet af Friluftsrådet og Tårnkomitéen.
Udover støtten til dette projekt på adgangsforhold og faciliteter ved Himmelbjerget har Nordea-fonden også bidraget med 3,4 mio. kr. til Skanderborg Kommunes arbejde med at afsøge mulighederne for at etablere et besøgscenter til formidling af Danmarks demokratihistorie på Himmelbjerget. Det arbejde sker også med afsæt i helhedsplanen for Himmelbjerget.