Wood-Ways i Skanderborg rakte ud og fik hjælp – nu sparer nye maskiner dem for materialespild og giver bedre arbejdsmiljø
Den grønne omstilling, ESG-rapporter og stigende krav til mindre CO2-aftryk i virksomheder. Det er ikke altid nemt at stå som direktør i en virksomhed, når man gerne vil gøre en indsats for den grønne omstilling. For hvor skal man mon begynde, og hvad skal man prioritere?
Hos Wood-Ways i Skanderborg, der laver træbroer og træstier fra værkstedet på Finlandsvej er den grønne profil ikke ny. De arbejder udelukkende med FSC-certificeret træ, som er miljømærket for ansvarligt skovbrug. Alt træet kan spores, hver en bjælke i en bro er der styr på. Virksomheden kan fortælle om ophav og og hvilken rejse, træet har været på.
Det er til gengæld nyt for Wood-Ways, at nogle af maskinerne i værkstedet også er stemplet ind i den grønne omstilling.
- Vi har indtil nu høvlet alle brædder enkeltvis, så der blev skabt riller til at skridsikre broer og stier. Men nu har vi fundet en skræddersyet løsning, hvor vi sparer høvlearbejdet og dermed 24% af al vores træ, fortæller John Paaskesen, stifter og direktør af Wood-Ways.
Det lyder måske ikke som en stor forandring, men hvis man skal lave 15 km træsti langs Gudenåen, er der syv planker pr meter, hvor der for hver planke skal skæres, fræses og bores huller til skruer. Nu klarer en specialdesignet maskine arbejdsprocesserne på én gang.
- En bonus ved de nye maskiner er også et bedre arbejdsmiljø. Hver planke krævede otte løft fra mine medarbejdere. Det kan nu gøre med tre løft, fordi maskinen klarer resten.
John Paaskesen søgte penge til at få hjælp til projekteringen, fordi han skulle have specialdesignet maskinen. Hvis det var en eksisterende ting, ville han kun have søgt puljepenge til selve maskinen.
- Det har været en stor hjælp at få en mand på projektet, som også kunne søge andre puljer til maskinen. Vi har fået stor hjælp førhen fra Væksthus Midtjylland og denne gang fra SkanderborgErhverv. Man skal bare række ud, så er der hjælp at hente lige om hjørnet i junglen af puljer, siger John Paaskesen.
Wood-Ways har søgt 100.000 kroner til projektering og fik 50.000 kroner. Til maskinen har han søgt 600.000 kroner og fået tildelt 150.000 kroner.
Sådan får du fat i puljepenge:
- Find ud af, hvad du gerne vil have penge til – så din ansøgning er konkret
- Kontakt Erhverv Skanderborg, der sidder med et overblik og en erfaring med de mange puljer, som er rettet mod erhvervslivet.
- Overvej at søge penge til en rådgiver på projektet, som kan hjælpe med ansøgninger og processen.