Byrådet har afsat 50 mio. kr. til kultur-, fritids- og idrætsfaciliteter i Galten-Skovby. Konferencen satte spot på muligheder og lokale ideer.
Mange mennesker trodsede kulden og mødte op til inspirationskonferencen i Galten-Skovby, som fandt sted i Klank Idrætscenter i aftes.
Efter oplæg fra Lokale og Anlægsfonden og Skanderborg Kommune var der åbne møder ved bordene og små stande, hvor ideer kunne deles og samarbejde opstå.
Arrangørerne vurderer, at omkring 180 personer deltog i konferencen. Der blev snakket, lyttet, stillet spørgsmål og ideudviklet undervejs.
Baggrunden for konferencen er, at Byrådet har afsat 50 mio. kr. til kultur-, fritids- og idrætsfaciliteter i Galten-Skovby.
Målet er at skabe et eller flere markante projekter, der styrker fællesskaber og gør området endnu mere attraktivt.
Læs mere her: skanderborg.dk/nyheder/hvad-skal-50-mio-kr-i-galten-skovby-bruges-til
Indsend projektforslag frem til 18. maj
Frem til 18. maj kan du som borger eller forening indsende dit projektforslag til Skanderborg Kommune.
Forslagene præsenteres for Byrådet, som efterfølgende prioriterer et eller flere projekter med et konkret beløb i form af et betinget tilsagn.
Inden da kan du komme til gratis workshop i fundraising. Det foregår den 9. april. Kom og bliv skarpere på, hvordan du finder de rette fonde og skriver en stærk ansøgning.
Se mere om processen og dine muligheder for at være med på:

Deltagerne fik bl.a. et oplæg fra Lokale og Anlægsfonden om tendenser og mulighederne inden for fremtidens kultur-, fritids- og idrætsfaciliteter.