Om et par uger får Karsten Marott Jørgensen installeret solceller på taget. Processen omkring bestillingen har været hjulpet godt på vej af det uvildige beregningsværktøj SolarSim. Kommunen giver gratis adgang til værktøjet indtil oktober.
Karsten Marott Jørgensen og kæresten begyndte at overveje solceller for flere år siden på deres hus i Herskind. Flere naboer har fået solceller allerede og selv ønsker de at være mere selvforsynende.
For nylig opdagede han kommunens tilbud om gratis adgang til det uvildige beregningsværktøj SolarSim, som han prøvede af. Derudover deltog han på et af kommunens borgermøder om værktøjet. Her var også en repræsentant fra SolarSim til stede.
- Fordelen ved at være til sådan et møde er, at der er nogen, der stiller de spørgsmål, som du selv havde glemt at stille. Der blev også fortalt, hvilke ting, man skal være opmærksom på. Så jeg var glad for at være mødt op, fortæller Karsten.
Med SolarSim fik han mulighed for at regne på de forskellige ukendte faktorer som pris, tilbagebetalingstid og forventet besparelse.
Derudover har han også kunne sammenligne forskellige scenarier på SolarSim, alt efter hvilke tal, han fodrede værktøjet med.
- Det var ikke svært at finde ud af, hvilke tal, jeg skulle fodre den med, for jeg kunne bare logge ind, og så finder SolarSim selv frem til de reelle tal. Værktøjet var egentlig nemt at bruge og det fede er, at man kan regne på forskellige scenarier. Nu har vi f.eks. lige købt en elbil, så den ville vi også prøve at regne med ind.
Brugen af SolarSim var med til, at Karsten gik i gang med at indhente tilbud fra virksomheder. En proces, han nu var bedre klædt på til ved at have brugt SolarSim.
- Jeg var blevet klogere på, hvilke faktorer der gør en forskel for produktion og pris. Så jeg havde en grundlæggende viden på plads og følte mig bedre klædt på til at snakke med virksomhederne.
Fra SolarSim til solceller på taget
Resultatet, som SolarSims beregninger gav, stemmer godt overens med det resultat, som udbyder er endt med. Nu er anlægget bestilt og bliver monteret senere i denne måned.
- Det kan godt være, at vi var endt med at få solceller på taget på et tidspunkt, uden SolarSim, men det havde helt sikkert taget noget længere tid, fordi jeg ikke havde haft adgang til samme baggrundsviden som nu. SolarSim er et rigtig fint værktøj til at komme i gang med processen og få pejlet sig ind på, hvilket produkt, der passer til ens husholdning, fortæller Karsten Marott Jørgensen.
Overvejer du også solceller på dit tag?
Kommunen stiller gratis SolarSims beregningsværktøj til rådighed til og med oktober 2026.
Derudover bliver der afholdt to borgermøder, hvor du kan få hjælp til at bruge værktøjet. Møderne finder sted:
Den 24. september kl. 19.15-20.45 i Alken Mejeri.
Den 29. september kl. 19.00-20.30 på Gl. Rye Skole.